R.I.P. Lewis Baltz, 1945-2014
Ak, en af de store er desværre draget til de evige fotojagtmarker!
Den amerikanske fotograf Lewis Baltz døde i lørdags: Han blev 69 år. Han blev regnet som en af de væsentligste amerikanske fotografer, især kendt fra New Topographics-bevægelsen, som er opkaldt efter den legendariske og banebrydende udstilling på George Eastman House i 1975.
Det sidste og ret omfattende interview med Lewis Baltz, lavet af hans ven Jeff Rian, kan ses hos l’Oil de la Photographie.
Her en nekrolog fra New York Times.
Leaving Home, Coming Home – Den fortsatte historie om Robert Frank
Husker du, at vi for nogle måneder siden havde et indlæg om bl.a. Robert Franks bog “The Americans“? Hvis du har brug for at genopfriske hukommelsen, kan du finde indlæget her.
Vi vil gerne lige fortsætte lidt med hr. Frank og anbefale 2 fine portrætfilm om ham; den ene film, “Leaving Home, Coming Home: A Portrait of Robert Frank“, blev produceret til BBC i 2005 i anledning af en stor retrospektiv udstilling med ham på Tate Modern i London, mens den anden, “Fire in the East: A Portrait of Robert Frank“, er af lidt ældre dato – 1986 for at være præcis:
Hans bog “The Americans” blev, som vi skrev om i føromtalte indlæg, stærkt kritiseret efter den amerikanske udgivelse i 1959. I årene efter tog fotografer og kritikere dog i større og større grad “The Americans” til sig, og bogens indflydelse voksede. På dette tidspunkt havde Robert Frank imidlertid forladt fotografiet til fordel for filmmediet. Han følte ikke længere, at han kunne bruge fotografiet til at fortælle sine historier. Han opfattede i stigende grad, at det enkelte billede ikke besad egenskaber, som kunne gøre det troværdigt som sandhedsvidne, heller ikke på det personlige plan. Han så flere muligheder i filmmediet, og de næste mange år helligede han sig den eksperimentende film.
Hans tilbagekomst til fotografiet blev motiveret af udgivelsen af bogen “The Lines of My Hand” fra 1972; et retrospektivt blik på Robert Franks fotografiske karriere, som blev til på opfordring af de to japanere Kazuhiko Motomura og Toshio Hataya. Inspireret af projektet og fordi han gerne ville bidrage med nogle mere aktuelle værker til bogen, skabte han nye collager af fotografier, hvorpå han skrev tekst og malede. Han opgav med andre ord “det rene fotografi” og søgte i stedet efter det uperfekte og fragmentariske udtryk.
Igennem mange år har han bl.a. benyttet sig af Polaroids sort/hvide “peel-apart“-film, som både producerede et positivt print og et negativ, som kunne anvendes i mørkekammeret. De særlige kanter og de unikke “fejl”, som negativerne frembragte, ofte suppleret med ord og kommentarer indriset i negativet, er blevet et af Robert Franks kendetegn.
Disse senere billeder forholder sig i højere grad (end “The Americans“) til en privat sfære og er skabt som en reaktion på indre erkendelser og levet liv. Og Robert Franks personlige liv har i høj grad haft potentiale til kunstneriske reflektioner: Opvokset som jøde i Europa i tiden omkring Den 2. Verdenskrig; “flugt” fra det udpinte og sønderbombede kontinent efter krigen i jagt på en ny tilværelse; nyt liv i New York; venskaber med beatgenrationsforfatterne og nogle af periodens betydelige abstrakte ekspressionistiske malere; hustru og to børn – Andrea og Pablo; skilsmisse og nyt parforhold med June og ny tilværelse i det øde Nova Scotia i Canada; datteren Andrea dræbt i et flystyrt i 1974, sønnen Pablo diagnosticeret med skizofreni, som resulterede i selvmord i 1994.
Selv om dette indlæg handler om Robert Franks sene fotografiske værker, vil vi alligevel gerne som en lille bonus tilbyde hans nok mest kontroversielle film, nemlig dokumentartfilmen “Cocksucker Blues” om Rolling Stones nordamerikanske koncert-turné i 1972.
Robert Frank og hans filmhold fik ubegrænset adgang til bandet under turnéen, både foran og bag scenen, og Rolling Stones skulle efter sigende have håbet på, at filmen ville blive et ærligt, behind-the-scenes-portræt af et stort bands turnéliv.
Det blev det også, og mere til. Efter at have set “Cocksucker Blues” besluttede bandet, at det var for hård kost for omverden, og at ingen andre måtte se filmen, som dokumenterede en verden af misbrug, udskejelser, hedonisme og kedsomhed – et dystert, desperat og ikke særlig glamourøst bandportræt, som ikke var egnet for fansene.
Ved en retskendelse i 1977 fik Robert Frank lov til at vise filmene 4 gange om året ved særlige lejligheder – forudsat at han selv var til stede ved forevisningerne. Fordi så få derfor havde mulighed for at se filmen, opnåede den op igennem årene mytestatus, men nu findes den altså på nettet i en bootleg-udgave, som kan ses herunder.
Ifølge denne artikel i Rolling Stones (altså magasinet) for bare et halvt års tid siden, ser det nu ud til, at Rolling Stones (altså bandet) er blødt lidt op i forhold til at anerkende filmen, og man må nok også konkludere, at det, som i starten af 70’erne var hård kost for fansene, i dag er set værre endnu i reality shows og andre udskejelser overalt i medierne.
Vi har som medieforbrugere simpelthen mistet en uskyld i forhold til dengang da far (og undertegnede) var dreng, og Robert Franks film fremstår da heller ikke som et tidløst mesterværk, men snarere som et interessant indblik i tiden, kulturen og musikken efter ungdomsoprøret – og så er det naturligvis essentielt stof for Robert Frank-fans (som undertegnede)!
Det sidste billede er af den nyudgivne luksusudgave af Rolling Stones-albummet “Excile on Main Street” fra 1972. Det var dette album, som bandet turnerede med i “Cocksucker Blues”, og det var Robert Frank, som havde stået for collagerne på omslaget.
John Schabel: Passengers
John Schabels serie Passengers ville nok være svær at realisere i dag; i hvert fald i USA, hvor sikkerhedsforan-staltningerne ved lufthavne er stærkt forøget efter terrorangrebet tilbage i 2001 – “9/11”, som denne skelsættende begivenhed bare kaldes på amerikansk.
Men i 1994-96, hvor John Schabel tog billederne ved forskellige lufthavne i USA, var det stadig muligt at opholde sig lige udenfor lufthavnsområdet og pege sit kamera med en lang telelinse mod landingsbanen, uden at man automatisk ville få hele hele lufthavnens sikkerhedsafdeling på nakken. I dag ville man sikkert blive arresteret på stedet.
Schabels tålmodighed ved landingsbanen er resulteret i en serie dystre og kornede nærbilleder af anonyme flypassagerer, fortabt i egne tanker, kort før take-off. Som daguerreotypier indrammer flyvinduerne de melankolske og spøgelsesagtige ansigter, der anes bag ruderne, og man fornemmer en latent, psykologisk spænding, som forstærkes af den urolige blanding af nærhed og afstand, som zoomlinsen forårsager.
John Schabels serie kan ifølge The Metropolitan Museum of Art i New York ses som
a poetic attempt to retrieve and rescue the world as it slips away – an apt metaphor for the photographic enterprise itself.
Vivian Maier: Den fortsatte historie om “The Nanny-Photographer”
At vi overhovedet kender til Vivian Maier og hendes fotografier, er nærmest lidt af et mirakel, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Historien om, hvordan det meste af hendes enorme arkiv af negativer blev opdaget og reddet i absolut sidste øjeblik, er så kulørt og spændende, at den kunne udgøre et forlæg til en Hollywood-film, og medierne har da også i høj grad bidraget til at gøre historien om hende og hendes billeder til en af de seneste års bedste og mest kulørte indenfor fotografiets verden.
Hvis vi nu leger med tanken om Hollywood-filmen, er den ene hovedperson naturligvis Vivian Maier selv; en anonym, ugift barneplejerske, som har boet det meste af sit voksne liv i Chicago. Den anden er John Maloof, en ung ejendomsmægler fra samme by, som arbejder på en bog om Chicago-bydelen Portage Park.
Vi skriver 2007, og i sin jagt på fotos, som han kan bruge i sin bog, er han mødt op på et lille, lokalt auktionshus for at se, om der skulle være noget af interesse. Han tjekker en kasse med negativer og konstaterer, at nogle af negativerne viser byens gader.
I et håb om at kunne finde noget brugbart materiale til bogen køber han kassen, der viser sig at indeholde 30.000 negativer, for 400 dollars. Da han kommer hjem og begynder at scanne nogle af negativerne, bliver han imidlertid klar over, at han står med noget, der rækker ud over at være banale gadebilleder. Trods sin manglende fotografiske indsigt, fornemmer han, at de billeder, der dukker op på hans skærm, er noget helt særligt.
Der har været flere kasser til salg på auktionen, og John Maloof kontakter de andre købere med tanke på at erhverve sig flere af negativerne. Det lykkes ham, og han ender bl.a. med at købe ca. 100.000 negativer – samt bunker af eksponeret men endnu ikke fremkaldt film.
Han går i gang med at scanne filmene, men har stadig ingen anelse om, hvem der har taget dem. Først i 2009 finder han en note med Vivian Maiers navn i en af kasserne. En Google-søgning giver kun ét resultat: en dødsannonce, der er bare et par dage gammel. Den leder ham først til én familie, hun havde arbejdet for, og derefter …
….. nej, det bliver nok for lang en historie at gå i gang med. Vi vil hellere henvise til videoerne herunder og især til de 3 første: de fortæller nemlig meget fint historien om al virakken omkring opdagelsen af Vivian Maier og hendes fotografier.
Den første af videoerne havde vi også med i det tidligere indlæg, som vi omtalte, men her er de altså alle 3 samlet til et hele. Og hvis du er virkelig smart, kan du faktisk se hele udsendelsen på en lille halv time direkte hos WTTW ud i én køre uden afbrydelser – bare tryk på dette link:
http://video.wttw.com/video/2324870756/
så sender vi dig direkte til udsendelsen (som vi ellers næsten, men så alligevel ikke, var i stand til at implementere her på bloggen).
Skal Vivian Maiers navn så tilføjes, når vi fremover forsøger at indkredse de vigtigste retninger, begivenheder og fotografer i fotografiets historie? Kommer vi til at nævne hendes navn på lige fod med de navne, som hun helt sikkert kendte og beundrede: Weegee, Lisette Model (se dette indlæg på bloggen), Saul Leiter, Helen Levitt, Diane Arbus og Garry Winogrand?
De overbeviste siger ja og bruger som argument, at hendes billeder kvalitetsmæssigt er helt på højde med de største samtidige fotografer, og at hun besad en fantastisk sikker fornemmelse for det gode billede. Kun en mindre del af hendes negativ-arkiv er endnu blevet scannet, men hendes evner bekræftes hele tiden af de nye fotografier, som løbende tilføjes hendes voksende portfolio.
De skeptiske er, ja, mere skeptiske. De argumenterer, at hun jo netop aldrig var en del af historien, mens den blev skrevet, og at hendes indflydelse på senere generationer derfor er ikkeeksisterende. Selv om de anerkender hendes evner, påpeger de også, at hun sandsynligvis var meget påvirket af periodens store fotografer som f.eks. de førnævnte og derfor snarere end at gå nye veje, at være original med andre ord, var en opmærksom og begavet elev af tidens frontfigurer.
Det faktum, at vi hovedsagligt selv må stykke hendes fotografiske rejse sammen via hendes negativarkiv, betyder også, at vi ikke ved, hvilke fotografier hun selv ville have udvalgt; hvilke linier og historier, hun selv ville have udstukket fra det enorme arkiv, og det er også med til at gøre billedet af hende som fotograf mere utydeligt.
Under alle omstændigheder er vi blevet en fantastisk historie og en stor fotografisk skat rigere. Kun ved et utroligt tilfælde blev negativerne reddet fra at blive spredt for alle vinde og forsvinde, så ingen nogen siden havde opdaget, at en enlig, anonym barneplejerske fra Chicago gennem det meste af sit liv og i al ubemærkethed skabte et enestående bidrag til fotografiets og USA’s historie.
Der er indtil videre udgivet to bøger med Vivian Maiers fotografier: Vivian Maier: Street Photographer er udgivet af PowerHouse Books i 2011, og Vivian Maier: Out of the Shadows er udgivet af Cityfiles Press i 2012. Den førstnævnte med fotos fra John Maloofs enorme arkiv, den sidstnævnte med fotos fra et lidt mindre arkiv ejet af Jeffrey Goldstein. John Maloof skulle være i gang med en dokumentarfilm om Vivian Maier, men der er vist endnu ikke offentliggjort nogen premieredato.
Den “officielle” hjemmeside for Vivian Maier er oprettet af John Maloof, men Jeffrey Goldstein har også en fin hjemmeside om hende. Wikipedia har også en længere artikel.
Det tre første videoer bør som nævnt ses samlet. Derudover har vi inkluderet et par stykker til, som vi faldt over:
Gail Albert Halaban: Out My Window
Voyeurisme og overvågning er temaer, som har optaget fotografer siden mediets barndom, og det er for en skole som vores også et oplagt område at udforske.
Amerikanske Gail Albert Halaban, som – surprise, surprise! – er bosat i New York, giver med sin voyeuristiske serie Out My Window et nutidigt bud på en fortolkning af menneskelige vilkår i dag – og især selvfølgelig i en storby som New York: ensomhed, isolation, længsel, kedsomhed (selv om Gail i den første af videoerne herunder selv mener, at man aldrig kan være ensom i New York, for alt man behøver er at kigge ud af vinduet, og så vil man se andre menneske hele tiden!).
Ken Johnson lægger i en anmeldelse af serien i New York Times også vægt på det store rum; fordi personerne er så små i forhold til omgivelserne er der en fornemmelse af social mangfoldighed: så mange bygninger, så mange mennesker, så mange historier i den store by.
Gails billeder af folk i deres lejligheder, alene eller sommetider sammen med andre, er taget fra vinduet i bygninger overfor. Hun har søgt om tilladelse til at fotografere sine modeller, og hun kontrollerer lyslægningen i lejlighederne, så hendes fotografier bliver iscenesatte fortællinger
Det er oplagt at referere til filminstruktøren Alfred Hitchcock (f.eks. Rear Window, dansk: Skjulte Øjne, fra 1954) og Edward Hopper (som hun dog insisterer på ikke har været en direkte inspiration til netop dette projekt – men han er godt nok oplagt et nævne; tjek evt. dette blogindlæg om ham, som vi tidligere har bragt. I sit nylige projekt Hopper Redux går hun da også helt eksplicit i dialog med Hoppers malerier fra Gloucester i Massachusetts).
Men det ligger også nært for at sammenligne hende med nutidige fotografer som Gregory Crewdson og Philip-Lorca diCorcia, som også ofte berører temaer som ensomhed og isolation i den moderne verden, og som også benytter sig af en iscenesat og kontrolleret reklameæstetisk kølighed i deres serier.
Out My Window er for nylig udkommet i bogform, udgivet af PowerHouse Books.
Fotografisk Skoles Blog 
leave a comment