Morten Barkers serie “Landskabet Imellem” udstilles på Galleri Image
Vores gode ven og tidligere lærer her på skolen Morten Barker udstiller fra på fredag den. 1. marts på Galleri Image i Aarhus, og det er naturligvis en begivenhed, vi ser frem til med spænding! 🙂
Pressemeddelelsen fra Galleri Image lyder således:
Morten Barkers udstilling Landskabet Imellem fortolker Danmarks militære skydeterræners anonymiserede landskaber og skildrer det forhold, at landskabet konstant balancerer imellem et guldalderlandskabs uskyldsrenhed og et krigslandskabs brutalitet. I disse landskabsterræner blomstrer lyngen imellem kampvognens tunge bæltespor, mens soldaternes støvleaftryk blander sig med dyresporene fra grævling, odder og krondyr. I luftrummet deler affyrede granater lydspor med havørne og sanglærker.
Morten Barker berører med sin udstilling et felt, der kan virke fjernt i forhold til danskens umiddelbare selvopfattelse af sit land som en fredelig nation. Men Danmark er i praksis en krigsførende nation, og det giver sig ikke kun udslag i døde soldater på fremmed jord, men sætter også spor i vores hjemlige natur, der hvor uddannelsen af soldaterne foregår. Men hvordan er det med naturen og krigsøvelserne? Hvordan er det hulrum imellem brag, patronhylstre kontra lærkens trillen toppet med brølende krondyr? Hvordan ser det landskab ud nu, under og imellem krigshandlinger og naturskønne scenarier? Denne kontrast har Morten Barker undersøgt nærmere i udstillingen Landskabet Imellem – uden politisk stillingtagen til om det er rigtigt eller forfærdeligt, men som et bud på en stille plads, hvorfra du kan betragte landskabet imellem.
I sin behandling af landskabet som tema for sin kunst trækker Morten Barker tråde tilbage til Guldalderen, hvor datidens kunstnere blev opfordret til at drage ud i landet og skildre det de så. Deres skildringer er siden blevet en væsentlig rettesnor for vores opfattelse af det, vi ynder at kalde “det danske landskab”. Med øje for detaljerne i krigslandskabet viser Barker, at landskabet er underlagt det grundvilkår, at det er formet af de krige og konflikter, der gennem historien har været med til at opbygge Danmark som nation.
Udstillingen består af fotografier og videoinstallation. Særligt danner guldaldermalernes fokus på forgrund, mellemgrund og baggrund en væsentlig inspiration til hans værker. Denne måde at bygge billeder op på har inspireret Barker til at bygge sine landskabsfotografier op som en collage af 24-30 selvstændige fotografier, der er blevet til i vekslende tidsrum, hvor alt som passerer forbi kameraets objektiv registreres. Værkerne er blevet til over flere ophold hos Det Jydske Dragonregiment, (kampvognene), Sikkerhedskontoret (sprængninger) og Naturstyrelsen (krondyrene). Morten Barker har deltaget som observatør i flere øvelser med både Hærens Kampskole og Jydske Dragonregiment på Oksbøllejren.
Udstillingen er kurateret af Kathrine Svanum. I forbindelse med udstillingen udgives et katalog.
Om kunstneren Morten Barker (f. 1972) har en bachelorgrad i fotografi ved Surrey Institute of Art and Design, Farnham. Det er hans første soloudstilling og han er i løbet af foråret også aktuel med sine andre værker i to gruppeudstillinger på henholdsvis Silkeborg Bad og i Kunsthal Aarhus.FERNISERING 1. marts 2013 kl. 16-18
ARTIST TALK 2. marts kl. 14.00
Galleri Image ligger jo på hjørnet af Vestergade og Grønnegade her i Århus. Bemærk i øvrigt, at der afholdes en Artist Talk kl. 14 på lørdag, som burde blive et tilløbsstykke.
Og så er det også værd at bemærke, at Morten, når det gælder udstillinger, ikke ligger på den lade side i denne tid, idet han også er repræsenteret på den aktuelle gruppeudstilling “Landet ud af Skabet” på Kunstcentret Silkeborg Bad, ligesom han deltager i den kommende gruppeudstilling SPRING13 på Århus Kunstbygning (fra d. 24. marts til d. 21. april). Der er altså rig mulighed for, i løbet af det forår, som nu endelig ser ud til at være på trapperne, at stifte nærmere bekendtskab med Mortens arbejder her i det østjyske.
Preben overvåger nøje trykningen af det tilhørende udstillingskatalog, som vi glæder os til at bladre i.
Vivian Maier: Den fortsatte historie om “The Nanny-Photographer”
At vi overhovedet kender til Vivian Maier og hendes fotografier, er nærmest lidt af et mirakel, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Historien om, hvordan det meste af hendes enorme arkiv af negativer blev opdaget og reddet i absolut sidste øjeblik, er så kulørt og spændende, at den kunne udgøre et forlæg til en Hollywood-film, og medierne har da også i høj grad bidraget til at gøre historien om hende og hendes billeder til en af de seneste års bedste og mest kulørte indenfor fotografiets verden.
Hvis vi nu leger med tanken om Hollywood-filmen, er den ene hovedperson naturligvis Vivian Maier selv; en anonym, ugift barneplejerske, som har boet det meste af sit voksne liv i Chicago. Den anden er John Maloof, en ung ejendomsmægler fra samme by, som arbejder på en bog om Chicago-bydelen Portage Park.
Vi skriver 2007, og i sin jagt på fotos, som han kan bruge i sin bog, er han mødt op på et lille, lokalt auktionshus for at se, om der skulle være noget af interesse. Han tjekker en kasse med negativer og konstaterer, at nogle af negativerne viser byens gader.
I et håb om at kunne finde noget brugbart materiale til bogen køber han kassen, der viser sig at indeholde 30.000 negativer, for 400 dollars. Da han kommer hjem og begynder at scanne nogle af negativerne, bliver han imidlertid klar over, at han står med noget, der rækker ud over at være banale gadebilleder. Trods sin manglende fotografiske indsigt, fornemmer han, at de billeder, der dukker op på hans skærm, er noget helt særligt.
Der har været flere kasser til salg på auktionen, og John Maloof kontakter de andre købere med tanke på at erhverve sig flere af negativerne. Det lykkes ham, og han ender bl.a. med at købe ca. 100.000 negativer – samt bunker af eksponeret men endnu ikke fremkaldt film.
Han går i gang med at scanne filmene, men har stadig ingen anelse om, hvem der har taget dem. Først i 2009 finder han en note med Vivian Maiers navn i en af kasserne. En Google-søgning giver kun ét resultat: en dødsannonce, der er bare et par dage gammel. Den leder ham først til én familie, hun havde arbejdet for, og derefter …
….. nej, det bliver nok for lang en historie at gå i gang med. Vi vil hellere henvise til videoerne herunder og især til de 3 første: de fortæller nemlig meget fint historien om al virakken omkring opdagelsen af Vivian Maier og hendes fotografier.
Den første af videoerne havde vi også med i det tidligere indlæg, som vi omtalte, men her er de altså alle 3 samlet til et hele. Og hvis du er virkelig smart, kan du faktisk se hele udsendelsen på en lille halv time direkte hos WTTW ud i én køre uden afbrydelser – bare tryk på dette link:
http://video.wttw.com/video/2324870756/
så sender vi dig direkte til udsendelsen (som vi ellers næsten, men så alligevel ikke, var i stand til at implementere her på bloggen).
Skal Vivian Maiers navn så tilføjes, når vi fremover forsøger at indkredse de vigtigste retninger, begivenheder og fotografer i fotografiets historie? Kommer vi til at nævne hendes navn på lige fod med de navne, som hun helt sikkert kendte og beundrede: Weegee, Lisette Model (se dette indlæg på bloggen), Saul Leiter, Helen Levitt, Diane Arbus og Garry Winogrand?
De overbeviste siger ja og bruger som argument, at hendes billeder kvalitetsmæssigt er helt på højde med de største samtidige fotografer, og at hun besad en fantastisk sikker fornemmelse for det gode billede. Kun en mindre del af hendes negativ-arkiv er endnu blevet scannet, men hendes evner bekræftes hele tiden af de nye fotografier, som løbende tilføjes hendes voksende portfolio.
De skeptiske er, ja, mere skeptiske. De argumenterer, at hun jo netop aldrig var en del af historien, mens den blev skrevet, og at hendes indflydelse på senere generationer derfor er ikkeeksisterende. Selv om de anerkender hendes evner, påpeger de også, at hun sandsynligvis var meget påvirket af periodens store fotografer som f.eks. de førnævnte og derfor snarere end at gå nye veje, at være original med andre ord, var en opmærksom og begavet elev af tidens frontfigurer.
Det faktum, at vi hovedsagligt selv må stykke hendes fotografiske rejse sammen via hendes negativarkiv, betyder også, at vi ikke ved, hvilke fotografier hun selv ville have udvalgt; hvilke linier og historier, hun selv ville have udstukket fra det enorme arkiv, og det er også med til at gøre billedet af hende som fotograf mere utydeligt.
Under alle omstændigheder er vi blevet en fantastisk historie og en stor fotografisk skat rigere. Kun ved et utroligt tilfælde blev negativerne reddet fra at blive spredt for alle vinde og forsvinde, så ingen nogen siden havde opdaget, at en enlig, anonym barneplejerske fra Chicago gennem det meste af sit liv og i al ubemærkethed skabte et enestående bidrag til fotografiets og USA’s historie.
Der er indtil videre udgivet to bøger med Vivian Maiers fotografier: Vivian Maier: Street Photographer er udgivet af PowerHouse Books i 2011, og Vivian Maier: Out of the Shadows er udgivet af Cityfiles Press i 2012. Den førstnævnte med fotos fra John Maloofs enorme arkiv, den sidstnævnte med fotos fra et lidt mindre arkiv ejet af Jeffrey Goldstein. John Maloof skulle være i gang med en dokumentarfilm om Vivian Maier, men der er vist endnu ikke offentliggjort nogen premieredato.
Den “officielle” hjemmeside for Vivian Maier er oprettet af John Maloof, men Jeffrey Goldstein har også en fin hjemmeside om hende. Wikipedia har også en længere artikel.
Det tre første videoer bør som nævnt ses samlet. Derudover har vi inkluderet et par stykker til, som vi faldt over:
Gail Albert Halaban: Out My Window
Voyeurisme og overvågning er temaer, som har optaget fotografer siden mediets barndom, og det er for en skole som vores også et oplagt område at udforske.
Amerikanske Gail Albert Halaban, som – surprise, surprise! – er bosat i New York, giver med sin voyeuristiske serie Out My Window et nutidigt bud på en fortolkning af menneskelige vilkår i dag – og især selvfølgelig i en storby som New York: ensomhed, isolation, længsel, kedsomhed (selv om Gail i den første af videoerne herunder selv mener, at man aldrig kan være ensom i New York, for alt man behøver er at kigge ud af vinduet, og så vil man se andre menneske hele tiden!).
Ken Johnson lægger i en anmeldelse af serien i New York Times også vægt på det store rum; fordi personerne er så små i forhold til omgivelserne er der en fornemmelse af social mangfoldighed: så mange bygninger, så mange mennesker, så mange historier i den store by.
Gails billeder af folk i deres lejligheder, alene eller sommetider sammen med andre, er taget fra vinduet i bygninger overfor. Hun har søgt om tilladelse til at fotografere sine modeller, og hun kontrollerer lyslægningen i lejlighederne, så hendes fotografier bliver iscenesatte fortællinger
Det er oplagt at referere til filminstruktøren Alfred Hitchcock (f.eks. Rear Window, dansk: Skjulte Øjne, fra 1954) og Edward Hopper (som hun dog insisterer på ikke har været en direkte inspiration til netop dette projekt – men han er godt nok oplagt et nævne; tjek evt. dette blogindlæg om ham, som vi tidligere har bragt. I sit nylige projekt Hopper Redux går hun da også helt eksplicit i dialog med Hoppers malerier fra Gloucester i Massachusetts).
Men det ligger også nært for at sammenligne hende med nutidige fotografer som Gregory Crewdson og Philip-Lorca diCorcia, som også ofte berører temaer som ensomhed og isolation i den moderne verden, og som også benytter sig af en iscenesat og kontrolleret reklameæstetisk kølighed i deres serier.
Out My Window er for nylig udkommet i bogform, udgivet af PowerHouse Books.
Fotografisk Skoles Blog 
leave a comment