Fotografisk Skoles Blog

Midtvejsfest på skolen … og påske

Posted in Århus, Begivenheder, Elever, Skolen by fotografiskskole on 31. marts 2010

Hvad er bedre end at starte helligdagene med en lille stemningsrapport fra vores festlige fest på skolen i torsdags.

Vi ønsker vore elever og læsere en god påske!.. og god påskemiddag/aften hos Lea! 😉

Tryk et par gange på billederne for at se formindskelser og forstørrelser:

Berlin – Monochrom

Posted in Skolen, Teknik by fotografiskskole on 29. marts 2010

Hos Monochrom kan du købe et væld af fotografiske artikler: Film, fotopapir, kemi, specialkameraer og alskens muligt tilbehør.

Samtidig har de specialiseret sig i mapper, kasser, holdere m.v. til arkivering og præsentation – ofte til billige priser.

Deres butik i Ackerstrasse er altid værd at besøge. Der er masser at kigge på, men faren er, at du får en masse behov, som du slet ikke vidste, du havde!

Monochrom-Berlin
Ackerstr.23 – 26
10115 Berlin (Mitte)

Berlin – Lomography

Posted in Skolen by fotografiskskole on 24. marts 2010

Vi har tidligere haft et indlæg om Lomographys nyåbnede butik i Berlin, så vi vil nøjes med at henvise til indlæget, som kan læses her. Butikken er naturligvis tilføjet vores Berlin-kategori i links-kolonnen.

Henrik Lund Jørgensen på Den Hirschsprungske Samling‏

Posted in Elever, Land / Danmark, Skolen, Udstillinger by fotografiskskole on 24. marts 2010

Henrik Lund Jørgensen, som er tidligere elev på Fotografisk Skole, udstiller fra d. 25. marts til d. 30. juni 2010 på Den Hirschsprungske Samling‏. Udstillingen har titlen Friends He Lost at Sea, og i pressemeddelselsen kan vi bl.a. læse:

I Friends He Lost at Sea arbejder kunstneren Henrik Lund Jørgensen med motiver og kompositioner fra Skagensmaleren Michael Anchers to velkendte værker Vil han klare pynten (1879) og Mandskabet reddet (1894). Scenen er den samme som forlæggenes, nemlig den dramatiske danske vestkyst, men personerne er nye. Bådflygtninge har i Lund Jørgensens værk indtaget fiskernes pladser og maleriet er byttet ud med video og fotografi.

På udstillingen i et af museets mindre rum viser kunstneren en samling af skitser, som er gået forud for værket Friends He Lost at Sea og skitser, der blev lavet efterfølgende til udstillingen på Den Hirschsprungske Samling for at anskueliggøre den kunstneriske proces. Som et led i undersøgelsen af museets samling og i forlængelse af videoværket reflekterer kunstneren over skitsens væsen, som forstudie, noget umiddelbart, en metode til at fastholde en tanke eller som erindring.

I Friends He Lost at Sea stilles vi overfor en forskydning af noget visuelt genkendeligt samtidig med, at tiden, stedet og situationen gør at billederne i filmen tolkes gennem en samtidig kontekst. Fortællingen konfronterer os med spørgsmål om den undtagelsestilstand, der består af forskydninger, en tilstand i den demokratiske proces, hvor gældende love og regler ikke længere gælder. Vi følger en figur som både er til stede og flygtig som person. Figuren er både historisk og nutidig, et offer og en bøddel. I værket Friends He Lost at Sea viser Henrik Lund Jørgensen en fortælling om at overleve eller leve, om dem vi mister under flugten og det vi mister i os selv når vi er dem, der jager.

Om Henrik står der videre i pressemeddelelsen:

Henrik Lund Jørgensen er født i Danmark i 1975. Han begyndte sin uddannelse på Högskolan för fotografi i Gøteborg og studerede efterfølgende på Kungl. Konsthögskolan i Stockholm og tog afgang fra Konsthögskolan i Malmø i 2005. Han bor og arbejder i Malmø og har udstillet i både Sverige, Norge, Finland og Danmark.

Henrik Lund Jørgensen arbejder i grænselandet mellem dokumentar og fiktion. Ved at sammensætte sekvenser af film og fotografier nærmer han sig fortællingen fra forskellige vinkler. Selvom han ofte tager udgangspunkt i en historie som er knyttet til et specielt sted handler hans værk ikke blot om at betragte stedet og omstændighederne. Stedet er derimod et omdrejningspunkt i beretningen for at kunne skabe en arena, hvor alternative og personlige tolkninger af historier får mulighed for at udspille sig. Kunstneren afslutter ikke historien for os, men åbner i stedet sit værk for nye tolkninger af det vi genkender og rækker ud mod det kollektive net af billeder og erindringer som binder os sammen.

Herfra siger vi tillykke til Henrik med udstillingen! 😉

PS. Hvis du ikke kan nå udstillingen i København, kan du i stedet slå et smut ned over grænsen efter d. 30. maj, hvor samme udstilling vil kunne ses på Museum Kunst der Westküste i Alkersum.

Berlin – Motto Distribution

Posted in Bøger, Skolen by fotografiskskole on 24. marts 2010

Vi nævnte jo Nadav Kander-udstillingerne, så måske skulle vi over de næste uger lave et lille Berlin-tema som forberedelse til studieturen. Vi vil give et par tips til den (pengestærke) fotoointeressede, og nu vi er i gang, laver vi en ekstra Berlin-kategori ovre i højre links-kolonne.

Først vil vi præsentere Motto Distribution, som er et schweizisk firma, der har specialiseret sig i salg af magaziner, fanzines og selv-publiserede bøger m.v. indenfor kunst, design, fotografi, typografi og relaterede områder.

Desuden arrangerer de udstillinger, præsentationer, debatter osv. i deres nyligt åbnede butik i Berlin-Kreutzberg. Adressen er

MOTTO BERLIN
Skalitzer Str. 68, im Hinterhof
10997 Berlin
U1 Schlesiches Tor

Se kort her – lige i nærheden af der, hvor vi boede sidste gang.

(tryk på billederne for at se forstørrelser)