Fotografisk Skoles Blog

Leaving Home, Coming Home – Den fortsatte historie om Robert Frank

Posted in Begivenheder, De gode, gamle dage, Fotografer, Land / USA, Video by fotografiskskole on 18. april 2013

robertfrank09

ANY CHARACTER HERE

Husker du, at vi for nogle måneder siden havde et indlæg om bl.a. Robert Franks bog “The Americans“? Hvis du har brug for at genopfriske hukommelsen, kan du finde indlæget her.

Vi vil gerne lige fortsætte lidt med hr. Frank og anbefale 2 fine portrætfilm om ham; den ene film, “Leaving Home, Coming Home: A Portrait of Robert Frank, blev produceret til BBC i 2005 i anledning af en stor retrospektiv udstilling med ham på Tate Modern i London, mens den anden, “Fire in the East: A Portrait of Robert Frank“, er af lidt ældre dato – 1986 for at være præcis:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Hans bog “The Americans” blev, som vi skrev om i føromtalte indlæg, stærkt kritiseret efter den amerikanske udgivelse i 1959. I årene efter tog fotografer og kritikere dog i større og større grad “The Americans” til sig, og bogens indflydelse voksede. På dette tidspunkt havde Robert Frank imidlertid forladt fotografiet til fordel for filmmediet. Han følte ikke længere, at han kunne bruge fotografiet til at fortælle sine historier. Han opfattede i stigende grad, at det enkelte billede ikke besad egenskaber, som kunne gøre det troværdigt som sandhedsvidne, heller ikke på det personlige plan. Han så flere muligheder i filmmediet, og de næste mange år helligede han sig den eksperimentende film.

Hans tilbagekomst til fotografiet blev motiveret af udgivelsen af bogen “The Lines of My Hand” fra 1972; et retrospektivt blik på Robert Franks fotografiske karriere, som blev til på opfordring af de to japanere Kazuhiko Motomura og Toshio Hataya. Inspireret af projektet og fordi han gerne ville bidrage med nogle mere aktuelle værker til bogen, skabte han nye collager af fotografier, hvorpå han skrev tekst og malede. Han opgav med andre ord “det rene fotografi” og søgte i stedet efter det uperfekte og fragmentariske udtryk.

Igennem mange år har han bl.a. benyttet sig af Polaroids sort/hvide “peel-apart“-film, som både producerede et positivt print og et negativ, som kunne anvendes i mørkekammeret. De særlige kanter og de unikke “fejl”, som negativerne frembragte, ofte suppleret med ord og kommentarer indriset i negativet, er blevet et af Robert Franks kendetegn.

Disse senere billeder forholder sig i højere grad (end “The Americans“) til en privat sfære og er skabt som en reaktion på indre erkendelser og levet liv. Og Robert Franks personlige liv har i høj grad haft potentiale til kunstneriske reflektioner: Opvokset som jøde i Europa i tiden omkring Den 2. Verdenskrig; “flugt” fra det udpinte og sønderbombede kontinent efter krigen i jagt på en ny tilværelse; nyt liv i New York; venskaber med beatgenrationsforfatterne  og nogle af periodens betydelige abstrakte ekspressionistiske malere; hustru og to børn – Andrea og Pablo; skilsmisse og nyt parforhold med June og ny tilværelse i det øde Nova Scotia i Canada; datteren Andrea dræbt i et flystyrt i 1974, sønnen Pablo diagnosticeret med skizofreni, som resulterede i selvmord i 1994.

ANY CHARACTER HERE

robertfrank03

robertfrank08

robertfrank02

Selv om dette indlæg handler om Robert Franks sene fotografiske værker, vil vi alligevel gerne som en lille bonus tilbyde hans nok mest kontroversielle film, nemlig dokumentartfilmen “Cocksucker Blues” om Rolling Stones nordamerikanske koncert-turné i 1972.

Robert Frank og hans filmhold fik ubegrænset adgang til bandet under turnéen, både foran og bag scenen, og Rolling Stones skulle efter sigende have håbet på, at filmen ville blive et ærligt, behind-the-scenes-portræt af et stort bands turnéliv.

Det blev det også, og mere til. Efter at have set “Cocksucker Blues” besluttede bandet, at det var for hård kost for omverden, og at ingen andre måtte se filmen, som dokumenterede en verden af misbrug, udskejelser, hedonisme og kedsomhed – et dystert, desperat og ikke særlig glamourøst bandportræt, som ikke var egnet for fansene.

Ved en retskendelse i 1977 fik Robert Frank lov til at vise filmene 4 gange om året ved særlige lejligheder – forudsat at han selv var til stede ved forevisningerne. Fordi så få derfor havde mulighed for at se filmen, opnåede den op igennem årene mytestatus, men nu findes den altså på nettet i en bootleg-udgave, som kan ses herunder.

Ifølge denne artikel i Rolling Stones (altså magasinet) for bare et halvt års tid siden, ser det nu ud til, at Rolling Stones (altså bandet) er blødt lidt op i forhold til at anerkende filmen, og man må nok også konkludere, at det, som i starten af 70’erne var hård kost for fansene, i dag er set værre endnu i reality shows og andre udskejelser overalt i medierne.

Vi har som medieforbrugere simpelthen mistet en uskyld i forhold til dengang da far (og undertegnede) var dreng, og Robert Franks film fremstår da heller ikke som et tidløst mesterværk, men snarere som et interessant indblik i tiden, kulturen og musikken efter ungdomsoprøret – og så er det naturligvis essentielt stof for Robert Frank-fans (som undertegnede)!

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

robertfrank06

robertfrank07

robertfrank01

robertfrank10

Studio, Mabou 2002 by Robert Frank born 1924

robertfrank05

ANY CHARACTER HERE

Exile on Main Street

Det sidste billede er af den nyudgivne luksusudgave af Rolling Stones-albummet “Excile on Main Street” fra 1972. Det var dette album, som bandet turnerede med i “Cocksucker Blues”, og det var Robert Frank, som havde stået for collagerne på omslaget.

Vivian Maier: Den fortsatte historie om “The Nanny-Photographer”

Posted in Begivenheder, De gode, gamle dage, Fotografer, Land / USA, Video by fotografiskskole on 15. februar 2013

vivian-maier-1

ANY CHARACTER HERE

At vi overhovedet kender til Vivian Maier og hendes fotografier, er nærmest lidt af et mirakel, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Historien om, hvordan det meste af hendes enorme arkiv af negativer blev opdaget og reddet i absolut sidste øjeblik, er så kulørt og spændende, at den kunne udgøre et forlæg til en Hollywood-film, og medierne har da også i høj grad bidraget til at gøre historien om hende og hendes billeder til en af de seneste års bedste og mest kulørte indenfor fotografiets verden.

Hvis vi nu leger med tanken om Hollywood-filmen, er den ene hovedperson naturligvis Vivian Maier selv; en anonym, ugift barneplejerske, som har boet det meste af sit voksne liv i Chicago. Den anden er John Maloof, en ung ejendomsmægler fra samme by, som arbejder på en bog om Chicago-bydelen Portage Park.

Vi skriver 2007, og i sin jagt på fotos, som han kan bruge i sin bog, er han mødt op på et lille, lokalt auktionshus for at se, om der skulle være noget af interesse. Han tjekker en kasse med negativer og konstaterer, at nogle af  negativerne viser byens gader.

I et håb om at kunne finde noget brugbart materiale til bogen køber han kassen, der viser sig at indeholde 30.000 negativer, for 400 dollars. Da han kommer hjem og begynder at scanne nogle af negativerne, bliver han imidlertid klar over, at han står med noget, der rækker ud over at være banale gadebilleder. Trods sin manglende fotografiske indsigt, fornemmer han, at de billeder, der dukker op på hans skærm, er noget helt særligt.

Der har været flere kasser til salg på auktionen, og John Maloof kontakter de andre købere med tanke på at erhverve sig flere af negativerne. Det lykkes ham, og han ender bl.a. med at købe ca. 100.000 negativer – samt bunker af eksponeret men endnu ikke fremkaldt film.

Han går i gang med at scanne filmene, men har stadig ingen anelse om, hvem der har taget dem. Først i 2009 finder han en note med Vivian Maiers navn i en af kasserne. En Google-søgning giver kun ét resultat: en dødsannonce, der er bare et par dage gammel. Den leder ham først til én familie, hun havde arbejdet for, og derefter …

….. nej, det bliver nok for lang en historie at gå i gang med. Vi vil hellere henvise til videoerne herunder og især til de 3 første: de fortæller nemlig meget fint historien om al virakken omkring opdagelsen af Vivian Maier og hendes fotografier.

Den første af videoerne havde vi også med i det tidligere indlæg, som vi omtalte, men her er de altså alle 3 samlet til et hele. Og hvis du er virkelig smart, kan du faktisk se hele udsendelsen på en lille halv time direkte hos WTTW ud i én køre uden afbrydelser – bare tryk på dette link:

http://video.wttw.com/video/2324870756/

så sender vi dig direkte til udsendelsen (som vi ellers næsten, men så alligevel ikke, var i stand til at implementere her på bloggen).

ANY CHARACTER HERE

vivian-maier-2

ANY CHARACTER HERE

vivian-maier-3

ANY CHARACTER HERE

Skal Vivian Maiers navn så tilføjes, når vi fremover forsøger at indkredse de vigtigste retninger, begivenheder og fotografer i fotografiets historie? Kommer vi til at nævne hendes navn på lige fod med de navne, som hun helt sikkert kendte og beundrede: Weegee, Lisette Model (se dette indlæg på bloggen), Saul Leiter, Helen Levitt, Diane Arbus og Garry Winogrand?

De overbeviste siger ja og bruger som argument, at hendes billeder kvalitetsmæssigt er helt på højde med de største samtidige fotografer, og at hun besad en fantastisk sikker fornemmelse for det gode billede. Kun en mindre del af hendes negativ-arkiv er endnu blevet scannet, men hendes evner bekræftes hele tiden af de nye fotografier, som løbende tilføjes hendes voksende portfolio.

De skeptiske er, ja, mere skeptiske. De argumenterer, at hun jo netop aldrig var en del af historien, mens den blev skrevet, og at hendes indflydelse på senere generationer derfor er ikkeeksisterende. Selv om de anerkender hendes evner, påpeger de også, at hun sandsynligvis var meget påvirket af periodens store fotografer som f.eks. de førnævnte og derfor snarere end at gå nye veje, at være original med andre ord, var en opmærksom og begavet elev af tidens frontfigurer.

Det faktum, at vi hovedsagligt selv må stykke hendes fotografiske rejse sammen via hendes negativarkiv, betyder også, at vi ikke ved, hvilke fotografier hun selv ville have udvalgt; hvilke linier og historier, hun selv ville have udstukket fra det enorme arkiv, og det er også med til at gøre billedet af hende som fotograf mere utydeligt.

Under alle omstændigheder er vi blevet en fantastisk historie og en stor fotografisk skat rigere. Kun ved et utroligt tilfælde blev negativerne reddet fra at blive spredt for alle vinde og forsvinde, så ingen nogen siden havde opdaget, at en enlig, anonym barneplejerske fra Chicago gennem det meste af sit liv og i al ubemærkethed skabte et enestående bidrag til fotografiets og USA’s historie.

Der er indtil videre udgivet to bøger med Vivian Maiers fotografier: Vivian Maier: Street Photographer er udgivet af PowerHouse Books i 2011, og Vivian Maier: Out of the Shadows er udgivet af Cityfiles Press i 2012. Den førstnævnte med fotos fra John Maloofs enorme arkiv, den sidstnævnte med fotos fra et lidt mindre arkiv ejet af Jeffrey Goldstein. John Maloof skulle være i gang med en dokumentarfilm om Vivian Maier, men der er vist endnu ikke offentliggjort nogen premieredato.

Den “officielle” hjemmeside for Vivian Maier er oprettet af John Maloof, men Jeffrey Goldstein har også en fin hjemmeside om hende. Wikipedia har også en længere artikel.

ANY CHARACTER HERE

vivian-maier-4

ANY CHARACTER HERE

Vivian-Maier-5

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Det tre første videoer bør som nævnt ses samlet. Derudover har vi inkluderet et par stykker til, som vi faldt over:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Ian Ruhter besøger Chase Jarvis – Tintype-fotografi

Posted in De gode, gamle dage, Fotografer, Land / USA, Teknik, Video by fotografiskskole on 28. december 2012

ianruhter1Alle fotografier i indlægget af Ian Ruhter.

ANY CHARACTER HERE

Den kommercielle fotograf Chase Jarvis inviterer med jævne mellemrum folk ind i sin “garage” (læs: fotostudie), for at de kan demonstrere deres færdigheder eller for at interviewe dem om deres særlige ekspertise. Disse seancer transmitteres så live på hans hjemmeside, således at fagfolk og nørder kan sidde hjemme i stuen og følge direkte med i løjerne. Gæsterne er ikke altid fotografer; han har også haft besøg af musikere, forfattere, redaktører og andre folk med kreativ indsigt. Udsendelsen bliver naturligvis også optaget og efterfølgende lagt op på hans hjemmeside som YouTube-videoer, så man ikke behøver at gå glip af noget, hvis man ikke lige sad klistret til skærmen på sendetidspunktet.

Undertegnede tjekkede ved en tilfældighed ind på hans hjemmeside for et par uger siden, netop som den seneste liveudsendelse var gået i gang, og jeg endte med at blive hængende, for gæsten var nemlig Ian Ruhter, som har gjort det til sin ekspertise at arbejde med tintype-fotografi – en vådplade-process fra fotografiets barndom. Processen blev patenteret i både USA og England i 1856, men blev i resten af det nittende århundrede hovedsagligt anvendt i USA, hvor den relativt billige process især blev brugt af portrætfotograferne.

ANY CHARACTER HERE

ianruhter2

ANY CHARACTER HERE

I de sidste ca. hundrede år har vådplade-processen (som også inkluderer andre processer end tintype) været forvist til mere ydmyge kroge af den fotografiske verden og mest været holdt i live af entusiastiske hobbyfotografer, som f.eks. anvender processen i forbindelse med genopførelser af gamle borgerkrigsslag.

I de senere år sporer man dog en fornyet interesse for vådpladeprocesseren, hvor kunstfotografer som f.eks. Sally Mann og Joni Sternbach (som vi tidligere har portrætteret her på bloggen) og yngre kommercielt orienterede fotografer som Ian Ruhter har fundet mere nutidige motivkredse end de gamle kanoner og bagladere.

Netop Ian Ruhter var undertegnede bekendt med (bl.a. for hans skateboarder-portrætter), så derfor blev jeg hængende og så liveudsendelsen, som trods sit lange forløb var underholdende og informativ, så hvis du sidder en aften og keder dig, skal videoen herunder med hans besøg hos Chase Jarvis være anbefalet.

På nettet kan man i øvrigt finde en del videoer om og med Ian Ruhter, som alle kan anbefales – især hvis du interesserer dig for gamle processer og/eller nutidig populærkultur. Dem inkluderer vi også lige herunder – så er weekend-underholdningen sikret.

Udover billederne i dette indlæg kan du se mere til Ian Ruhters fotografier på hans hjemmeside og på hans blog:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

ianruhter3

ANY CHARACTER HERE

ianruhter5

ANY CHARACTER HERE

ianruhter7

ANY CHARACTER HERE

ianruhter8

ANY CHARACTER HERE

ianruhter4

Robert Franks “The Americans” vs. William Kleins “Life is Good and Good for You in New York”

Posted in Bøger, De gode, gamle dage, Fotografer, Land / USA, Udstillinger, Video by fotografiskskole on 29. november 2012

Opslag fra Steidl’s seneste udgave af “The Americans”.

ANY CHARACTER HERE

I filmen “The Many Lives of William Klein” (se forrige indlæg) omtaler den allestedsnærværende Martin Parr Williams Kleins bog “Life is Good and Good for You in New York“  fra 1956 som “sandsynligvis den mest indflydelsesrige fotobog, der nogensinde er blevet udgivet”.

Den slags udtalelser kan naturligvis altid give anledning til debat, og faktisk er der rigtig mange, der påstår, at den flatterende titel som verdens mest indflydelserige fotobog nogensinde i stedet bør gå til Robert Franks bog “The Americans” fra 1958 (fransk udgave, amerikansk udgave 1959).

De to bøger udkom som nævnt med kun et par års mellemrum og William Klein og Robert Frank sammenlignes da også ofte – og det med en vis berettigelse. Begge fotografer gik imod strømmen og brugte et billedsprog, som var radikalt i deres samtid. Begges billeder var ofte grovkornede, uskarpe, skæve (“dårligt komponeret”), under- eller overbelyste (“som taget af en amatør”), hvilket var helt uhørt i samtiden, hvor man lagde vægt på det kunstnerisk sublime, det ekstraordinære, det perfekte.

Begge benyttede sig af en spontan og intuitiv slags “stream-of-consciouness”-fotografi, en tilgang som i USA på den tid også var fremherskende i litteraturen (f.eks. hos beat-poeterne Jack Kerouac, William Burroughs og Allen Ginsberg); i kunsten (f.eks. Jackson Pollocks “action-painting”; i filmen (method acting) og i musikken (f.eks. bebob jazz), men som ikke før William Kleins og Robert Franks bøger havde vundet indpas indenfor fotografiet.

ANY CHARACTER HERE

Opslag fra Steidl’s seneste udgave af “The Americans”.

ANY CHARACTER HERE

Begge var en slags outsidere i USA; Robert Frank, jødisk schweizer, var emigreret til landet nogle få år forinden fra et dystert Europa, præget af den netop overstående verdenskrig; William Klein derimod havde været på et kortere visit i sin fødeby New York, efter at han havde været bosat i Paris i en årrække (hvor han iøvrigt stadig er bosat i dag).

Begge formulerede med deres bøger en kritik såvel som en fascination af det amerikanske samfund og den amerikanske kultur. Amerikanerne var Den 2. Verdenskrigs sejrherrer; landets økonomi boomede, og den almindelige amerikaner kunne som den første generation nogensinde købe egen bolig og egen bil for ikke at tale om forbrugsgoder som fjernsyn, køleskab, campingvogn osv. Den amerikanske kultur og de amerikanske værdier blev hyldet og eksporteret til hele verden, og landet havde overtaget de europæiske landes rolle som verdens førende nation. Hele verden drømte “The American Dream”, og amerikanernes selvforståelse var derefter.

Men samtidig herskede den kolde krig mod Sovjetunionen og kommunismen, hvilket bl.a. resulterede i den kontroversielle McCarthyisme, som især forfulgte kunstnere, intellektuelle og minoritetsgrupper som f.eks. homoseksuelle. Koreakrigen og atomprøvesprængningerne var også resultater af disse spændinger og var altsammen med til at skabte en atmosfære af frygt, paranoia, mistillid og forråelse, som altså også påvirkede landets kunstnere, heriblandt outsidere som emigranten Robert Frank og den landflygtige William Klein. Med deres bøger anklagede de USA og amerikanerne for at have mistet deres sjæl som følge af landets førte politik og i jagten på materielle goder. Men deres ærinde var ikke kun kritisk, for begge fotografer var som så mange andre tiltrukket af landet, friheden og det friske pust, som USA’s kultur repræsenterede på det gamle, udbombede og krigstrætte europæiske kontinent.

ANY CHARACTER HERE

Opslag fra “Life is Good and Good for You in New York“.

ANY CHARACTER HERE

Begges bøger understregede denne ambivalens og synliggjorde fotografernes personlige visioner og synspunkter, hvilket på det tidspunkt var nyt og gjorde det svært for folk at tolke billederne og fotografernes hensigt; der var i tiden en udbredt opfattelse af (reportage-)fotografiet som objektivt og af fotografens formidlerrolle som tilbagetrukket og neutral.

Den slags fotografi sås bl.a. i magasiner som Life og Look, der nød enorm popularitet og blev læst og set af det meste af befolkningen samtidig med, at de fotografer, der arbejdede for magasinerne, ofte nød stjernestatus på linje med filmskuespillere. De fotografiske essays i magasinerne blev naturligvis tilrettet de store  målgrupper, hvilket (til mange af fotografernes store frustrationer – det berømte fotobureau Magnum blev f.eks.  grundlagt, så gruppens medlemmer selv kunne opnå kontrol med og ejerskab over egne fotografier og projekter. Se evt. også dette tidligere blokindlæg inkl. dokumentarudsendelse om Life Magazines historie) betød en efterspørgsel efter ukomplekse, utvetydige fotografier med letlæselige, ukontroversielle budskaber, som ikke kunne genere den almindelige læser (og dermed betyde nedgang i salgstal og tab af markedsandele).

ANY CHARACTER HERE

Opslag fra “Life is Good and Good for You in New York“.

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Og nok var man vant til, at fotografiske essays påpegede problematiske sider af livet og samfundet, men svaret var altid den hårdtarbejdende og opofrende indsats af nationens hverdagshelte (som f.eks. set i W. Eugene Smiths berømte magasin-essays fra samme tid); et humanistisk (men også nærmende sig det propagandistiske og generaliserende) fotografi, hvor der blev lagt vægt på det opbyggelige og forenende efter depressionen og den destruktive verdenskrigs trange år (som i udstillingen “Family of Man” på New Yorks Museum of Modern Art i 1955 – den kolosale publikumssucces, som blev kurateret af Edward Steichen).

Begge havde svært ved at få udgivet deres bøger i USA; folk havde både svært ved at anerkende kritikken i deres portrætter af henholdsvis New York og landet som helhed og ved at anerkende den fotografiske professionalisme i deres projekter. Som konsekvens blev begge bøger først udgivet i Frankrig – og “Life is Good and Good for You in New York” har faktisk endnu aldrig været udgivet af et amerikansk forlag (når bortses fra Errata Editions‘ nylige “kopi-version” i deres “Books on Books”-serie).

ANY CHARACTER HERE

Omslaget til “Life is Good and Good for You in New York“, 1956.

ANY CHARACTER HERE

Men trods alle lighederne var der dog også store forskelle på både bøgerne og fotograferne. Hvor Robert Frank hovedsagligt brugte ét kamera, én linse og én teknik, eksperimenterede William Klein med et væld af udstyr, måder at fotografere på, mørkekammerteknikker og layouts.  William Klein var pågående og manisk, Robert Frank tilbageholdene og diskret. Hvor Kleins bog var humoristisk og ironisk, var Franks bog ensom og romantisk. Hvor Kleins bog var jazz, var Franks bog blues. Klein skabte en grafisk kompleks bog, Franks bog var som en evig, mørk og melankolsk road-trip. John Heilpern skriver i sin profil-artikel i bogen “William Klein: Photographs” fra 1992, at

Frank was concerned with showing America as never before, Klein with ways of showing it as never before.

I det lys forstår man, at de to bøger appellerede til forskellige temperamenter. Når vi også ved, at Kleins bog aldrig har været udgivet i USA, men derimod i Frankrig og med udgaver i England og Italien, giver det mening, at Martin Parr, som iøvrigt selv benytter sig af en pågående og ironisk stil, taler til fordel for William Kleins “Life is Good and Good for You in New York“, for bogen har især vundet tilhængere og popularitet i Europa og Japan.

Robert Frank gav med sit rastløse blik på USA derimod kommende generationer af amerikanske fotografer en perfekt nøgle til, hvordan man fotografisk tager temperaturen på en mytisk nation i evig bevægelse. Derfor lægger “The Americans” især i amerikansk optik beslag på titlen som verdens mest indflydelsesrige fotobog.

ANY CHARACTER HERE

Opslag fra Steidl’s seneste udgave af “The Americans”.

ANY CHARACTER HERE

Robert Frank og William Klein var kunstnere og individualister med stærke holdninger, formuleret af egne erfaringer, og de ville ikke underlægge sig tidsånden og meningsdannernes forsøg på at påvirke befolkningen. For at videregive disse erkendelser måtte de opfinde et nyt billedsprog, som kunne formidlere deres personlige visioner; et billedsprog som vi genkender og benytter den dag i dag, men som vi faktisk kan takke Frank og Klein for have introduceret.

Og hvis vi har svært ved at sætte os ind i den dystre tidsånd, som Frank og Klein følte trang til at beskrive, kan dette citat fra en,  som var meget inspireret af Frank og Klein, og som selv skulle blive en af den kommende generations største fotografer, nemlig Garry Winogrand, måske give os yderligere klarhed. I 1963 sagde han ifølge John Szarkowski i bogen “Winogrand: Figments From the Real World“, at

I look at the pictures I have done up to now, and they make me feel that who we are and what is to become of us just doesn’t matter. Our aspirations and successes have been cheap and petty. I read the newspapers, the columnists, some books. I look at the magazines (our press). They all deal in illusions and fantasies. I can only conclude that we have lost ourselves, and that the bomb may finish the job permanently, and it just doesn’t matter, we have not loved life.

ANY CHARACTER HERE

Den seneste franske, engelske og kinesiske udgave af “The Americans”, udgivet af Steidl.

ANY CHARACTER HERE

Læs evt. artiklen The Indecisive moment: Frank, Klein and “Stream-of-Consiousness” Photography af Gerry Badger (fra “The Photobook: A History, Volume 1“, af Martin Parr og Gerry Badger), som også anvender citatet fra Winogrand, og som i øvrigt med titlen “The Indecisive Moment …..” påpeger Franks og Kleins modsætningsforhold til den store dokumentarfotograf Henri Cartier Bresson, som udgav sin berømte bog “The Decisive Moment” i 1952.

I forbindelse med den store udstilling “Looking In – Robert Frank’s The Americans” i 2009 i National Gallery of Art i Washington DC blev der afholdt forskellige foredrag og art talks, som vi inkluderer her:

ANY CHARACTER HERE
Elson Lecture 2009: Robert Frank:
Photographer Robert Frank and Sarah Greenough, senior curator and head of the department of photographs, National Gallery of Art:
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
An American Journey:
Sarah Greenough, senior curator and head of the department of photographs, National Gallery of Art, and Philippe Séclier, filmmaker:
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
Transforming Destiny into Awareness: Robert Frank’s “The Americans”:
Sarah Greenough, senior curator and head of the department of photographs, National Gallery of Art:
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
Herefter lidt videoer, og vi lægger ud med en gennembladring af den nyeste udgave af “The Americans”, udgivet af Steidl i 2008:
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Sarah Greenough, seniorkurator hos National Gallery of Art, giver her en glimrende indføring i “The Americans” i f.m. førnævnte udstilling:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Igen en glimrende indføring i The Americans, denne gang i f.m. udstillingen “Streetwise”- Masters of 60s Photography” på Museum of Photographic Arts i San Diego. Executive Director, Deborah Klochko og fotograf og Robert Franks assistent Jerry Dewilde fortæller:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Her en introduktion fra en paneldiskussion på Metropolitan Museum of Art i New York i f.m. med udstillingen “Looking In – Robert Frank’s The Americans“, som blev vist på museet i efteråret 2009:

ANY CHARACTER HERE

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

I forbindelse med bogudstillingen “More than Robert Frank’s The Americans: American Photography in 1960” på Stanford University giver Peter Blank i nedenstående 4 sammenhængende videoer en interessant indføring i det fotografiske miljø i USA på tidspunktet for “The Americans” udgivelse i landet og sætter Robert Franks bog i relation til den tids fotografiske strømninger:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Til sidst kan vi anbefale, at læse en fin artikel med titlen ‘Americans’: The Book That Changed Photography hos NPR om. Artiklen er offentliggjort i forbindelse med “Looking In – Robert Frank’s The Americans“-udstillingen, og der er også knyttet en radio-feature, som vi har kunnet finde hos Soundcloud og derigennem implementere i indlægget herunder:

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Og til allersidst vil vi lige gøre opmærksom på, at du hos American Suburb X kan læse masser af essays og interviews om og med Robert Frank.

Portrætfotografi med kamra-e-faoree i Aghanistan

Posted in De gode, gamle dage, Land / Øvrige Asien, Teknik, Video by fotografiskskole on 9. februar 2012

ANY CHARACTER HERE

I Afghanistan har det i mange år – sandsynligvis siden 30’erne eller 40’erne – været populært at bruge et slags kasse-kamera til at betjene kunder med et behov for at få taget portrætfotografier. Kameraerne, som på afghansk bliver kaldt kamra-e-faoree, bliver betjent på gaden og fungerer både som kamera og som mørkekammer.

Som det kan ses i et par videoer herunder, er kameraet en ganske sindrig konstruktion, som vidner om snilde og opfindsomhed, når det gælder om at overvinde de praktiske problemer, der opstår, hvis man ikke har et studio eller et lokale til sin rådighed men må udøve sit erhverv direkte fra gaden.

Efterhånden er denne praksis dog ved at uddø, og det kan man sådan set godt forstå; selv i et mindre udviklet land som Afghanistan vinder mere moderne teknikker sikkert frem. I sommeren 2011 skulle der kun være 2 fastarbejdende kamra-e-faoree-fotografer tilbage i Kabul.

Disse oplysninger har vi hentet hos Afghan Box Camera, hvor du også kan finde en masse anden interessant information om denne specielle fotografiske fremgangsmåde.

ANY CHARACTER HERE

ANY CHARACTER HERE

De to herrer, som står bag Afghan Box Camera (Lukas Birk og Sean Foley), forsøger iøvrigt på fundraiser-siden Kickstarter at rejse penge til at omsætte deres kamera-udforskninger i en bogudgivelse. På deres Kickstarter-side, som det også anbefales at besøge, kan du læse om projektet og se yderligere en video.

Kald bare forfatteren til dette indlæg for en nostalgiker, men han berøres altså af den improviserede (og selvfølgelig nu bagudskuende) opfindertrang, som videreføres af portrætfotograferne i denne snart uddøde diciplin …. og så tænker han også på, om ikke han faktisk har oplevet en portrætfotograf arbejde på samme måde i Havana, Cuba? …. Har andre af vore læsere mon set fotografer betjene sådan et kamera?

Iøvrigt: Da Taleban sad ved magten i Afghanistan, forbød de afbildning af ansigter, hvilket naturligvis skabte problemer for portrætfotograferne. Vi har i et tidligere blogindlæg om Thomas Dworzaks Taliban-bog været inde på dette tema, ligesom vi har haft et indlæg om Simon Norfolks store krigsprojekt fra Afghanistan. En tilfældighed? Eller måske en ikke-erkendt interesse for det afghanske herfra?

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE

Og her er de så; beviserne på at den moderne afghanske portrætfotograf følger med tiden og benytter sig sig af digitale processer – omend Photoshop-troldmanden i den sidste video stadig benytter sig af mere traditionelle opbevarings- og arkiveringsprincipper (som i hvert fald denne skribent kan nikke genkendende til):

ANY CHARACTER HERE
ANY CHARACTER HERE
%d bloggers like this: