Fotografisk Skoles Blog

Tillykke til Morten Barker med hans nye hjemmeside!

Posted in Århus, Fotografer, Land / Danmark, Skolen by fotografiskskole on 31. januar 2010

Morten Barker er tidligere lærer på Fotografisk Skole. Hans nye hjemmeside er nu ved at være “up and running” …. cool!

Nu I kigger, så smut lige forbi Blurb og bladr i hans bog “54 Arial Photographs” (ses bedst hvis du trykker Full Screen oppe i højre hjørne) – det er bare super-flotte luftfotos!!

Reklamer

Andreas Hagemann Bro

Posted in Århus, Elever, Land / Danmark, Udstillinger by fotografiskskole on 26. januar 2010

Tillykke til Andreas Hagemann Bro med udstillingen EGO EXPOBymuseet i Århus!

Fra pressemeddelelsen:

EGO EXPO er resultatet af et forsøg foretaget af to personer; én med fotografiet som baggrund og én med skriften som baggrund.

I 25 dage i træk tog de to personer hver dag et billede og skrev maximalt en sides tekst. indholdet var frit, men fokus lå på den personlige skildring af hverdagen og (om muligt) den grænseløse udlevering af tanker og følelser. En form for dagbogsprojekt.

ego_full

Andreas Hagemann Bro er 28 år og fotojournaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalist Højskole. Efter halvandet års praktikophold på B.T./Berlingske Media i København er han netop vendt tilbage til Århus for blandt andet at færdiggøre sit studie.

Carsten Theede er 28 år og kandidat-studerende på Oplevelsesøkonomi med grundfag i Litteraturhistorie. I løbet af foråret skal han i praktik som IT-forskningsformidler på Alexandra Instituttet, inden han (formentlig) påbegynder specialeskrivningen efter sommerferien.

Således de to personers faglige profiler. Bedøm selv deltagernes personlige profiler på baggrund af EGO EXPO.

Oplev, hvad der sker, når to personer opererer i eget og hinandens fagområde.

Det er blevet en flot udstilling, som du bør besøge, hvis du er i byen, og det mener vi ikke kun fordi,  (vi med stolthed kan sige, at)  Andreas er tidligere elev på Fotografisk Skole ;-)!

Udstillingen løber indtil den 5. april.

Billeder fra udstillingen:

Larry Sultan 1946-2009!

Posted in Bøger, Fotografer, Land / USA by fotografiskskole on 13. januar 2010

Det er en måned for sent, men på grund af afslutningsudstilling, juleferie osv. er der først nu tid til at gøre opmærksom på, at en af de væsenligste, nyere, amerikanske fotografer er død.

Den 13. december 2009 afgik Larry Sultan ved døden i en alder af kun 63 år – alt for tidligt!

(Larry Sultan fotograferet af Kelly Sultan)

Han vil i eftertiden nok især blive husket for 4 større projekter:

I 1977 udgav han, sammen med Mike Mandel, bogen Evidence,  som i dag betragtes som en milepæl indenfor konceptuel fotografi. Larry og Mike fik adgang til forskellige industrielle, videnskabelige og offentlige arkiver, hvorfra de samlede og udvalgte de mest “bizarre” fotografiske dokumenter. 59 af disse fotografier blev udgivet uden nogen tekst, der kunne forklare billederne og deres sammenhæng. Frarøvet billdernes oprindelige kontekst, kommer de til at fremstå som en slags Duchamp-readymades, hvis dybere mening forbliver obskur.

Bogen blev genudgivet i 2003 af D.A.P. i en udvidet udgave.

(fra Photoeye)

Det næste store projekt arbejdede han på i over 10 år, og det resulterede i bogudgivelsen “Pictures From Home” fra 1992. Med udgangspunkt i faderens tvungne pensionering kombinerede han sine egne iscenesatte fotos af sine forældre, med snapshots fra familiealbummet, still-billeder fra familiens smalfilm, tekst mv. til at skabe et dybt personligt og subjektivt men ikke nødvendigvis sandfærdigt portræt af hjemmet, familien og forstadskulturen i USA i den slutningen af det tyvende århundrede.

Hans far kommenterede et af billederne: “Hver gang du viser det billede, skal du fortælle folk, at det ikke er mig, der sidder der på sengen, pæn i tøjet uden at have noget sted at tage hen, deprimeret. Det er dig, der sidder på sengen, og jeg er glad for at hjælpe dig, men lad os bare få det på rene.”

I 2004 udgav han bogen “The Valley”, hvor han udvidede sin udforskning af myte og illusion til den seksuelle fantasis verden. Han fokuserede på pornoindustriens anvendelse af almindelige hjem i San Fernando Valley som film-sets – i øvrigt nær det sted, hvor han gik på High School . I “The Valley” blev ideen om hjem bragt i forbindelse med begærets farlige territorium, således at virkelige folks virkelige hjem blev realistiske omgivelser for filmene.  “Jeg er ikke interesseret i pornografien”, sagde Larry Sultan, “men snarere i at nedrive begærets konstruktion ved at udforske hjemmeliggørelsen”.

Til sit seneste projekt, “Homeland”, hyrede han bl.a. mexicanske daglejere som skuespillere og iscenesatte dem i forskellige californiske forstadsmiljøer i hverdagsroller der i princippet kunne være tæt på deres virkelige liv. Igen var han interesseret i konstruktionen af mytologi. Igen fotograferet i et område, han som ung har været knyttet til.

Vi så iøvrigt en lille, men fin, udstilling af billeder fra dette projekt på vores seneste studietur til Berlin, ligesom vi har set en udstilling fra “Pictures from home” på en tidligere studietur til Amsterdam.

Og så lige et par eksempler på hans kommercielle arbejder:

Se flere eksempler hos Bill Charles.

Læs mere om “Evidence” her,  “Pictures from Home” her, “The Valley” her og “Homeland” her.

Læs nekrologer her og her og her etc.

Læs et interview med Larry Sultan fra 2008 her og lyt til et interview med ham fra 1989 her og et foredrag på ICP fra 1997 her.

Desværre er der kun en af hans bøger i almindelig handel på nuværende tidspunkt, nemlig “Evidence” (og det ser også ud til at den efterhånden er svær at få til almindelige priser). Både “Pictures from Home” og “The Valley” er udgået fra forlaget. “Homeland” er endnu ikke udkommet som bog.

Trist at tænke på, hvor meget mere vi kunne have fået fra hans  “hånd”.

Ny Lomography-butik i Berlin

Posted in Skolen, Teknik by fotografiskskole on 10. januar 2010

Set i forbifarten:

Hvis du skulle komme forbi Berlin (som vi jo plejer at gøre på skolens studietur), og hvis du er interesseret i analogt kult-fotografi, skulle du måske slå et smut forbi Lomography‘s nye “Gallery Store” i Berlin lige midt på Friedrichsstrasse. Bør kunne tilfredsstille enhver Diana-,  Holga– eller Lomokamera-elsker!

%d bloggers like this: