Fotografisk Skoles Blog

Fie Tanderup udstiller på Kulturhuset Skanderborg … og God Sommer!

Posted in Århus, Begivenheder, Fotografer, Land / Danmark, Skolen, Udstillinger by fotografiskskole on 28. juni 2011

Her er sommerens begivenhed, som du ikke bør misse, hvis du er i byen: Fie Tanderup, tidligere elev og god ven af skolen, udstiller på Kulturhuset Skanderborg i perioden fra d. 1. til d. 30 juli 2011.

Læg vejen forbi Skanderborg d. 1. juli til ferniseringen fra kl. 17.00 – eller i hvert fald i løbet af juli og nyd Fies udstilling, evt. sammen med en kop kaffe med kage (eller måske et glas vin) i Kulturhusets café med flot udsigt til Skanderborg Sø.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Fie med udstillingen! 🙂 … og måske vil det være passende,  hvis vi  her på redaktionen lader dette indlæg være det sidste før sommeren, og istedet iklæder os badebukser, smører os ind i solcreme og trækker stikket ud for en periode, indtil vi ses igen efter ferien.

God sommerferie til alle vores læsere herfra, altså, og på gensyn til en ny sæson i løbet af august!

Fernisering på vores afslutningsudstilling for foråret 2011

Posted in Århus, Begivenheder, Elever, Skolen, Video by fotografiskskole on 26. juni 2011

Som vi før har skrevet, havde vi en super fernisering på vores afslutningsudstilling for forårssemesteret … synes vi her på redaktionen.

Vejret var med os; sommeren hvilede over en solbeskinnet Mejlgade. Vi havde været så heldige at kunne låne de nyrenoverede og ideelle kontorlokaler henne i nr. 39 – som jo tilfældigvis har huset Byhøjskolen for nogle år siden, så gamle minder blev vakt til live igen.

Det vrimlede med glade mennesker, både indenfor og ude på gaden, og den centrale beliggenhed og det fristende kig ind ad vinduerne tiltrak mange forbipasserende, som blandede sig med inviterede venner og familie. Mejlgade emmede af  “Summer of Love”.

Med ovenstående video forsøger vi at fange en lille flig af atmosfæren, men vi kan lige så godt sige det som det er: Den bliver nok ikke Oscar-nomineret i nogen kategorier. Vores tanke var at skyde en del video på dagen, så vi havde noget materiale at redigere i, men klippene i videoen repræsenterer mere eller mindre alt, hvad det til.

Trods alle gode intentioner er der altid så meget at se til på ferniseringsdagen – både af officielle pligter og af mere fornøjelig karakter – så ambitiøse tiltag, som f.eks. videodokumentatioen, ender ofte mere eller mindre urealiserede.

Ikke desto mindre: Så må man køre med klatten, med det man har! God fornøjelse med den, trods alt! 😉

Vi snupper også lige et par billeder med fra ferniseringsdagen – venligst stillet til rådighed af Karl Emil Faarup – tak for det! – og der er en del flere fotos, men vi kan ikke have dem alle med, så de må offentliggøres på et senere tidspunkt på en af vore digitale platforme.


Grill-party hos Bent

Posted in Århus, Begivenheder, Elever, Skolen by fotografiskskole on 25. juni 2011

Sommer, grill, mad, båd, fiskestænger, øl, spil, bål, trillebør, fisk, godt selskab = en hyggelig aften/nat (rygterne siger, at de sidste ikke forlod Bents kolonihave før næste dag).

Mejlgade for Mangfoldighed 2011

Posted in Århus, Begivenheder, Elever, Skolen by fotografiskskole on 24. juni 2011

Da vi kiggede nærmere på skolens snapshot-kamera, faldt vi over disse 3 billeder fra Mejlgade for Mangfoldighed midt i maj. Fotovæggen på skolens forhus er lavet af nogle af vores elever.

Det er godt nok lidt tid siden, men nu smider vi lige billederne på bloggen; så går de ikke til spilde, og vi kan vise, at vi da også deltog i festivasen … Hov, dér er Deres Skribent jo!

Gården set fra skolens vindue.

Darmstädter Tage der Fotografie 2010

Posted in Begivenheder, Land / Tyskland, Udstillinger, Video by fotografiskskole on 20. juni 2011

Fin videoreportage i 2 dele fra Darmstädter Tage der Fotografie 2010. Stemningsbilleder og indtryk fra udstillingen. Interviews på engelsk og tysk med Hans-Christian Schink, Thekla Ehling, Alia Malley, John Divola, Kyungwoo Chun, Chris Boot og Herlinde Koelbl.  Skal naturligvis ses i højeste opløsning.

Verdens dyreste fotografi – Cindy Sherman, Untitled # 96, 1981

Posted in Begivenheder, Fotografer, Land / USA by fotografiskskole on 18. juni 2011

Skolens afslutningsudstilling er overstået (med stor succes – super fernisering!), og vi har mere eller mindre sagt farvel til forårsholdet, så tiden nærmer sig en lille sommerpause her på bloggen (nogle vil måske påstå, at vi allerede har påbegyndt ferien herinde ;-)), men vi vil alligevel, i den næste uge eller to, lade muligheden stå åben for yder- ligere et par indlæg, inden vi lukker helt ned for sommeren.

For eksempel kan vi – i hvad vi selv synes, er den mere kuriøse afdeling – fortælle, at titlen som Verdens dyrest handlede fotografi nu tilhører det viste selvportræt af Cindy Sherman fra 1981. Prisen på 3.890.500 USD, opnået på en auktion hos Christie’s i New York i sidste måned, bringer hendes billede ca. en halv million dollars foran det hidtil dyreste fotografi af Andreas Gursky (se vores tidligere indlæg her).

I en artikel hos NPR forsøger tidligere direktør hos Whitney and San Francisco Museum of Modern Art, David Ross,  at gøre læserne det begribeligt, hvad der kvalificerer et fotografi af en nulevende, stadig aktiv kunstner til at koste sådanne summer:

What matters to most of those collectors is winning. When art becomes a competitive sport, all it takes to win is the guts and the money to go further than anyone else, and then, voila, you win. And winning feels really good.

We’re living in a world of funny money, and money is not really a measure of anything anymore because … it’s thrown around in such unpredictable ways.

Fotografiet er iøvrigt en del af serien Centrefolds/Horizontals, som Cindy Sherman skabte i forbindelse med en bestillingsopgave til kunstmagasinet Artforum i 1981. Artforum ønskede, at billederne skulle brede sig over et opslag, altså 2 sider, og Sherman besluttede sig for at efterligne midteropslaget i erotiske magasiner for mænd.

De 12 billeder, som udgjorde serien, bestod alle af selvportrætter (som vi jo kender Cindy Sherman for), i hvilke hun agerede forskellige kvinderoller. I Untitled # 96 spiller hun rollen som teenager på vej ind i det voksne liv. Hun ligger drømmende på gulvet med en kontaktannonce i hånden.

Centrefolds/Horizontals ligger åbenlyst i forlængelse af hendes tidligere serie, Untitled Film Stills, som vi før har haft et indlæg om her på bloggen.

Serien blev iøvrigt afvist og aldrig brugt af Artforum. Redaktøren frygtede, at billederne ville blive misforsået af læserne, og at de ville opfatte Shermans serie som en bekræftelse af kønsdiskriminerende kvinderoller.

Skal vi lige vise et par billeder mere fra serien? Okay, vi snupper et par opslag fra bogen Centrefolds, udgivet af Skarstedt Fine Art i 2004. Opslagene er lånt fra Photoeye:

Og så lige et enkelt billede mere fra serien:

Afslutningsudstilling for skolens forårssemester!!

Posted in Århus, Begivenheder, Elever, Land / Danmark, Skolen, Udstillinger by fotografiskskole on 7. juni 2011

Så nærmer vi os enden på endnu et semester her på skolen (utroligt, så hurtigt tiden går!), og det markerer vi naturligvis som sædvanlig med en fantastisk afslutningsudstilling, som vi gerne vil indbyde vore læsere til at se!

Ferniseringen finder (som du nok kan se)  sted nu på fredag kl. 15-18, og vi sørger naturligvis for lidt at spise og drikke til, så alle mulighederne er til stede for et par hyggelige timer i selskab med fantastiske fotos og spændende mennesker!

Og skulle du være forhindret på dagen, så fortvivl ikke, for vi holder åbent fra lørdag til og med onsdag kl. 12-18.

Åh ja, adressen er Mejlgade 39 – Byhøjskolens gamle lokaler, så vi er lidt på hjemlig grund!


 

%d bloggers like this: