William Klein og Daido Moriyama på Tate Modern
I anledning af den igangværende dobbelt-udstilling af William Kleins og Daido Moriyamas fotografier på Tate Modern i London har museet offentliggjort fine, små portrætvideoer af de to fotografer, som kan ses herunder sammmen med en lille video med indtryk fra åbningen af udstillingen:
En af de særlige begivenheder, der er blevet afholdt i forbindelse med udstillingen, var det såkaldte “Printing Show” med Daido Moriyama, hvor deltagerne fik mulighed for at designe deres helt egen personlige bog med Daido Moriyamas fotos – og naturligvis efterfølgende få bogen signeret af kunstneren selv.
Eventen var en slags moderne genskabelse af en udstillingsperformance fra 1974, hvor Daido Moriyama i et galleri i Tokyo skabte individuelle bøger til gæsterne ved hjælp af en kopimaskine.
Herunder viser vi en video fra “Printing Show” samt to eksempler på bøger skabt af deltagere på showet:
Araki på slap line
Det er svært ikke at blive i godt humør, når man følger den maniske – og efterhånden ikke ikke helt unge – Araki på foto-tur rundt i Tokyo og omegn. Han ligner en lille purk, der for første gang har fået et kamera mellem hænderne, selv om han sikkert har opretholdt det samme sveddryppende tempo de sidste mange årtier.
Men man spørger sig selv, om han da aldrig skal skifte film? – og om hvor mange gode billeder han mon får ud af sin iver?
Set hos Street Level Japan.
Takuma Nakahira – For a Language to Come
Takuma Nakahiras legendariske fotobog fra 197o, For a Language to Come, blev i 2010 genudgivet af det japanske forlag Osiris.
Nakahira var som andre af sin generations fotografer i Japan stærkt inspireret af Shomei Tomatsu, og gennem ham blev han venner med Daido Moriyama, som satte ham ind i foto- og mørkekammerteknik.
I 1968 var han med-grundlægger af det kortlivede (ca. halvandet år) men banebrydende Provoke Magazine, som må betegnes som en af milepælene i moderne japansk fotografi. Daido Moriyama blev i øvrigt medlem af Provoke-gruppen fra det andet nummer.
I Masashi Koharas glimrende essay om Nakahira, som kan ses hos American Suburb X, skriver Kohara bl.a. om Provoke-gruppens fotografiske intentioner og om For a Language to Come:
In their joint manifesto they called for a liberation from photography that merely illustrated preconceived meanings, thus provoking »a language to come (thought). At this time, Japan was in the middle of an economic upturn. At the same time, however, people were losing confidence in the established systems and values, and the call for social change reached its climax. Contrary to the prevailing photography of social realism, based upon a theory of alienation that was founded on simple contrasts, the Provoke photographers campaigned against a world of seeming certainty and ceased to ask “What should we photograph?” or “How should we photograph?”, instead asking more fundamental questions such as “What is photography?”, “Who becomes a photographer?” or “What is seeing?”. Their characteristic grainy, blurry, shaky pictures are the photographic expression of their doubt about a photography that amounts to illustrating a self-enclosed aesthetics or language. They are a conclusive reflection of a time whose contours are slowly dissolving. They are attempts not to »shoot« the pictures actively, but rather to allow the pictures to develop on the basis of a deliberately passive stance, with the frequent use of wide-angle lenses and no-finder technique, and thus to rehabilitate the unruly nature (the independent action) of the camera that lies hidden in the concept of »expression«. By reflecting the difference between their own eye and the eye of the camera in the photos in an extreme manner, the Provoke photographers were in search of a way of capturing the form of the world that was eluding them.
In the final phase of Provoke magazine, that existed for a mere year and a half, Nakahira collected scenes from illuminated night-time cities that elude language, and published them in the book of photos For a Language to Come in 1970. The pictures, that convey an urgent sense of capturing the naked world outside of language or consciousness, were presumably intended to depict an anonymous mediator who allows the individual viewer to discover a »direct language« (a language to come).
Essayet beskriver også, hvordan Nakahira efterfølgende forkaster disse ideer om fotografiet, brænder sine negativer, starter forfra med at søge efter en fotografisk retning, kastes ud i alvorlig fotografisk krise, bliver ramt af akut alkoholforgiftning, hvorved han mister det meste af sin hukommelse og sprogkontrol og tvinges til igen at afsøge nye måder at fotografere på, påvirket af følgerne af alkoholforgiftningen.
Læs anmeldelser af bogen hos Sunday and Wednesday og hos Jeffrey Ladd på hans altid indsigtsfulde blog, 5B4. Læs også udmærket om bogen og om Nakahira hos Osiris.
Vi har tidligere – bl.a. her! -haft indlæg om Daido Moriyama, som iøvrigt i 1972, to år efter Nakahiras bog, udgav den lige så skelsættende bog Farewell Photography, som præsenterede fotografiet i en mindst lige så radikal form (se artikel her) – men det er jo delvist en anden historie.
En fin artikel om Shomei Tomatsu her! En artikel om Provoke og nyere japansk fotografi her!
Bogopslagene er lånt fra hhv. Photoeye og Dalpine.
Masahisa Fukase – The Solitude of Ravens
Også i dette lille hjørne af verden følger vi med i den apokalyptiske situation i Japan. Vi er allerede blevet over- svømmet (undskyld udtrykket!) af billeder og videoer, som har printet sig ind på nethinden, så derfor vil vi springe over nyhedsbilleder her på bloggen; dem kan du se masser af andre steder i medierne og på nettet.
I stedet præsenterer vi en mørk og dyster perle af en fotobog, som måske afspejler stemningen i landet i øjeblikket.
For et lille års tid siden spurgte British Journal of Photography et ekspertpanel, hvilken fotobog, de mente, er den bedste i de sidste 25 år. Vi kan afsløre, at det ikke var en bestseller eller en publikumspleaser, der løb med sejren, men derimod Masahisa Fukases The Solitude of Ravens fra 1986 og det er bestemt ikke en bog, der er kendt i den brede offentlighed.
På sin indsigtsfulde (men desværre sjældent opdateret) blog, The Space In Between, har Stacy Oborn skrevet en meget fin artikel med titlen The Art of Losing Love, hvor hun gør sig overvejelser om, hvor svært det må være at leve sammen med en fotograf. Artiklen handler netop om Fukases forhold til sin hustru, om deres ægteskabs sammenbrud, og Fukases efterfølgende rejse ind i depressionens mørke.
Stacy Oborn skriver bl.a.:
masahisa fukase’s best known work was made while reeling from loss of love. after thirteen years of marriage, his wife yoko left him. while on a train returning to his hometown of hokkaido, perhaps feeling unlucky and ominous, fukase got off at stops and began to photograph something which in his culture and in others represents inauspicious feeling: ravens. he became obsessed with them, with their darkness and lonlieness. his photographs capture them midflight; crouched in trees at dusk with glowing eyes; and singularly and spectacularly depressingly dead, in cold deep snow. in the forward to the book published of this work, akira hasegawa writes, “masahisa fukase’s work can be deemed to have reached its supreme height; it can also be said to have fallen to its greatest depth. the solitude revealed in this collection of images is sometimes so painful that we want to avert our eyes from it.
Fukase tog sine ravnebilleder over en længere årrække efter sin skilsmisse i 1976, han giftede sig igen og blev skilt igen. I sommeren 1992 faldt han ned af nogle trapper på sin stambar og fik så betydelige hjerneskader, at han har har levet på en institution lige siden uden nogen fornemmelse for fotografi, fotografiets historie eller sin egen plads heri. Hans tidligere hustru, Yoko, har fortalt, at hun besøgte ham 2 gange om måneden på institutionen, for som hun sagde:
with a camera in front of his eye, he could see, not without. he remains a part of my identity, that’s why i still visit him.
– igen ifølge Stacy Oborn.
Det skal siges, at historien om Masahisa Fukase måske ikke er helt så ligetil som Oborn beskriver. Ifølge andre kilder er Fukases tilstand så alvorlig, at han har ligget i koma lige siden sin ulykke. Atter andre kilder påstår, at han for nylig er bragt ud af sin koma-tilstand. Nogle kilder er i tvivl om, hvorvidt Fukases fascination af ravne nu også er direkte knyttet til skilsmisse og ulykkelig kærlighed. Under alle omstændigheder er både fotografen og hans ravneprojekt omgærdet af mystik og indspundet i mytedannelse … og det er måske i virkeligheden meget passende, når det drejer sig om så obskurt og impressionistisk et værk.
Du kan læse mere hos bl.a. The Guardian, The Artist and His Model, Harvey Benge, Aves Noir, Utata og 5b4 (hvor også kommentarerne er værd at skimme).
Endnu et par bogpræsentationer fra Japan Exposures
For en måneds tid siden havde vi et indlæg om Daido Moriyama, hvor vi bl.a. viste en video fra Japan Exposures med Moriyamas Magazine Work.
Japan Exposures har endnu et par videoer med japanske fotobogspræsentatioer liggende på deres Vimeo-side, og vi vil gerne lige vise et par af videoerne, for vi kan godt lide Kurt Easterwoods behagelige indføring og indsigtsfulde kommentarer …. og så kunne vi også godt tænke os bøgerne, men selv om nogle af dem kan købes fra Japan Exposures, har vi stor respekt for de told- og momsgebyrer, som sikkert tillægges ved køb fra Japan. I Europa er det desværre svært at finde japanske fotobøger, selv om det naturligvis er muligt at købe enkelte her og der. Det er en skam for for der eksisterer en lang og stolt tradition for disse bøger i Japan, som der burde være et marked for også på disse breddegrader.
Hiromi Tsuchida og Issei Suda:
Hirokazu Ishida, Akiyoshi Taniguchi, Daido Moriyama og Alao Yokogi:
Shomei Tomatsu: Nagazaki udstillingskatalog (ukommenteret):
Og så snupper vi lige videoen med Daido Moriyama en gang til:
Fotografisk Skoles Blog 
leave a comment