Hvis du følger nogenlunde med i, hvad der rører sig i den fotografiske verden, er det sikkert ikke undsluppet din opmærksomhed, at et af det 20. århundredes mest kendte brands, nemlig Kodak, er i alvorlige vanskeligheder.

I løbet af ugen har Kodak indgivet en såkaldt Chapter 11-begæring, hvilket på dansk svarer til en betalings-standsning. Såfremt domstolen accepterer anmodningen, har storbanken Citibank givet firmaet lovning på en 18-måneders kreditfacilitet på 950 mio. dollars, mens firmaet forsøger at reorganisere sine aktiviteter. Betalingsstandsningen betyder med andre ord, at Kodak i denne periode bliver beskyttet mod en faktisk konkursbegæring og får ro til at arbejde på at sikre sin fortsatte eksistens.

I både den danske og den udenlandske presse er Kodak flere steder allerede blevet lagt i graven, men “selv om partienten bløder, trækker han altså vejret endnu”. At situationen er så alvorlig, kommer dog ikke som nogen overraskelse. Firmaets krise har været kendt i længere tid og skyldes især dets manglende evne til at skabe overskudgivende produkter i den digitale tidsalder; Kodak var markedsførende, da den fotografiske verden bestod af film, fotopapir og kemi men har ikke kunnet udvikle sig tilstrækkeligt, i takt med forbrugerne at har skiftet de analoge kameraer ud med digitale. Onde tunger ser Kodaks problemer som del af en generel amerikansk virksomhedskrise, og sammenligner med f.eks. de store amerikanske bilproducenters manglende evne til at flytte sig og tilpasse sig et skiftende marked.

Her på skolen bruger vi med glæde flere af Kodaks analoge produkter, både film, farvefotopapir og kemi, og selv om vi naturligvis kan skifte til andre producenter (f.eks. Fujifilm), følger vi situationen med en smule vemod og krydser fingre for, at Kodak overlever og fortsætter med at producere analoge fotoartikler.

Mikkel har sendt blogredaktionen denne kundeopdatering fra Ag Photographic, hvor de forklarer deres kunder, hvilke konsekvenser paragraf 11-begæringen har for leverancer, og ifølge erklæringen vil Kodak fortsætte med at producere og levere som sædvanligt under omstruktureringen, så vi venter lidt endnu med nedsvælge gravøllet. Her er erklæringen:

Kodak, eller Eastman Kodak Company, som virksomheden formelt hedder, blev etableret i 1889 af George Eastman. Navnet Kodak betyder iøvrigt ikke noget. George Eastman kunne godt lide bogstavet k, og han ville gerne give frmaet et slagkraftigt navn, som man kunne huske. Resultatet blev Kodak.

Ambitionen var fra starten at fremstille billige kameraer og film, som kunne bruges af alle, og med markedsføringen af firmaets første boxkamera i 1888 – året før firmaet officielt blev registreret – skabte firmaet nærmest den moderne amatørfotograf.

Før dette kamera (med tilhørende film) blev introduceret, var den fotografiske proces nemlig så kompliceret, at fotografi var forbeholdt professionelle og særligt interesserede, men med det nye kamera kunne selv almindelige mennesker nu sætte film i deres kameraer og skyde løs. Man behøvede heller ikke selv at fremkalde sine film og billeder mere – noget der nok ellers kunne afskrække den almindelige forbruger – for Kodak opfandt proceduren, som vi også kender den dag i dag, hvor kunden bare sendte sine film til Kodak, som så sørgede for fremkaldelse og tilbagesendelse af billeder. Det var i denne forbindelse at Kodak introducerede det legendarisk slogan “You press the button, we do the rest”.

Med opfindelsen af de små boxkameraer, var fotograferne pludselig ikke mere bundet til stativer og tungt kameraudstyr, som havde været obligatoriske ved daguerrotypi- og vådpladeteknikkerne  men kunne nu boltre sig frit og spontant i skov og på strand. Fotografiet blev fritsat med et slag.

Herefter tilhørte det 20. århundrede Kodak; “The Kodak Moment” kunne man sige, for nu at bruge endnu et legendarisk slogan fra firmaet, fra dengang, hvor alle alles familiebilleder var taget med en Kodakfilm og kopieret på et kodakpapir. Vores minder blev simpelthen bevaret af Kodak.

Sådan er det som sagt ikke længere; firmaet har ikke kunnet følge med den digitale udvikling, og det ironiske er endda, at det var Kodak, som opfandt det, der nu måske er ved at lægge dem i graven, nemlig det digitale kamera, tilbage i 1975. Dengang tog firmaet ikke opfindelsen helt alvorlig, og det kan man måske nok forstå i dag, når man ser, hvodan kameraet så ud:

“Nighthawks”, 1942.

Du kender måske/sikkert den amerikanske maler Edward Hopper (1882-1967), og i så fald er det første billede, du kommer i tanker om, når hans navn bringes på bane, muligvis Nighthawks fra 1942; det er – som mange af hans øvrige malerier – reproduceret utallige gange som plakater og som illustrationer, og scenen er genbrugt og kopieret på film og i andre kunstværker. Billedet er med andre ord blevet et ikon i det 20. århundrede.

Edward Hopper ernærede sig i sine yngre år som illustrator – et job han iøvrigt hadede – og først i 1923, i en alder af 41 år, fik offentligheden øjnene op for hans kunstneriske kvaliteter; han fik udstillet 6 akvareller på Brooklyn Museum, og museet købte et af dem til deres permanente udstilling. Fra da af og frem til sin død skulle han blive kendt som en af de største realistiske malere i USA, måske den største i sin levetid.

Edward Hopper havde ikke meget til overs for moderne strømninger i kunstnen. En anden af af tidens store malere, Jackson Pollock; en central figur i den abstrakte expressionisme og kendt for sin “action painting”, var ikke Hoppers kop te. Hans kunst var derimod præget af en kunsnerisk konservatisme med fokus individets indre erkendelse og tilstand midt i en kultur præget af enorme forandringer. Han så med skepsis på de industrielle fremskridt og urbane forandringer, og han skildrede konsekvenserne af ændringerne i samfundet for det enkelte menneske i form af ensomhed, kedsomhed, resignation og fremmedgjorthed

Edward Hopper var en flittig biografgænger, og han hentede meget inspiration fra filmens verden. Selv har han også været inspirationskilde for efterfølgende generationer af kunstnere, især fotografer, og det i sådan en grad, at hans navn er svært at komme udenom, når det handler om amerikansk fotografi – se citaterne herunder:

Fra Gregory Crewdsons artikel Aesthetics of Alienation om Edward Hopper hos Tate Etc:

Hopper has been a huge influence on me. His work is grounded in an American sensibility that deals with ideas of beauty, theatricality, sadness, rootlessness and desire. It is now virtually impossible to read America visually without referring back to the archive of photography and cinema that has come from Hopper’s paintings. His art has shaped certain essential themes and interests in so many contemporary painters, writers and, above all, photographers and film-makers.

Den (i fotografiske kredse) indflydelsesrige San Fransisco-gallerist Jeffrey Fraenkel siger i New York Times, at

Hopper is huge. I think he’s had a pervasive impact on the way we see the world, so pervasive as to be almost invisible. Jackson Pollock is one of our greatest artists, but we don’t see Pollocks everywhere we look.

I samme New York Times-artikel citerer Fraenkel den britiske forfatter og journalist Geoff Dyer for at sige, at Hopper

could claim to be the most influential American photographer of the 20th century — even though he didn’t take any photographs.

“Summertime”, 1943.

“Automat”, 1927.

“Night Windows”,  1928.

“Office at Night”, 1940.

“Ryder’s House”, 1933.

“Room in New York”,  1932.

“House by the Railroad”, 1925.

“Second Story Sunlight”, 1960.

“People in the Sun”, 1960.

“Western Motel”, 1957.

“Gas”, 1940.

“Morning Sun”, 1952.

“Office in a Small City”, 1953.

Herunder nogle eksempler på billeder af amerikanske fotografer (og Wim Wenders), hvor relationerne til Edward Hoppers univers er tydlige:

Robert Frank, “Covered car – Long Beach, California”, 1956 .

Cindy Sherman, “Untitled Film Still # 48″, 1979.

Robert Adams, “Mobile Homes, Jefferson County, Colorado”, 1973.

Garry Winogrand, “Albuquerque, New Mexico”,1958.

Joel Meyerowitz, “Dune Grass, House, Truro”, 1984.

Philip-Lorca diCorcia, “Brent Booth; 21 years old; Des Moins, Iowa; 30 dollars”, 1990-92

Gregory Crewdson, Uden Titel fra serien “Beneath the Roses”, 2003-05.

Stephen Shore, “Badlands National Monument, South Dakota, July 14, 1973″.

William Eggleston, “Huntsville, Alabama”, 1971.

Diane Arbus, “A family on their lawn one sunday in westchester, n. y.”, 1968.

Todd Hido, uden titel – 2376, 2000.

Wim Wenders, still-billede fra filmen “Don’t  Come Knocking”,

George Tice, “Petit’s Mobil Station, Cherry Hill, New Jersey”, 1975.

Larry Sultan,  “Dad on the Bed”, 1984.

Dru Donovan

”Fotografi er nemt, fotografi er svært” (2009) af Paul Graham.

(Teksten er skrevet til Yale MFA Photography’s afgangsbog – Yale MFA Photography 2009: We Belong Together. Fotografierne er fra nogle af afgangseleverne.)

Det er så nemt, at det er latterligt. Det er så nemt, at jeg ikke engang kan begynde – jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Når alt kommer til alt, handler det bare om at betragte. Det er noget, vi alle gør. Det er simpelthen en måde at optage det, du ser – peg kameraet mod det og tryk på en knap. Hvor svært er det? Og endnu en ting; i denne digitale verden er det gratis – koster dig ikke engang prisen på en film. Det er så simpelt og enkelt, at det er latterligt.

Det er så svært, fordi det er overalt, ethvert sted, hele tiden, selv lige nu. Det er synet af denne pen i min hånd, mens jeg skriver dette, det er et billede af dine hænder, der holder denne bog. Lad din bevidsthed bevæge sig op og væk fra denne tekst og se: det er lige der, ovre i den anden side af værelset – der … og der. Så er det væk. Du fotograferede det ikke, for du tænkte, at det ikke var det værd. Og nu er det for sent; det øjeblik er forsvundet. Men et andet er dukket op, med det samme. Nu. For livet flyder igennem os og rundt omkring os, farer fremad i alle retninger.

Men hvis det er alle steder og hele tiden og så let at fotografere, hvad har så værdi? Hvilke billeder har betydning? Er det det svært opnåede fotografi; forstået, kontrolleret, visualiseret på forhånd? Ja. Eller er den slags fotografier kunstige, tørre, fortænkte? Sommetider. Er det det skæve snapshot taget ved en pludselig indskydelse? Helt sikkert. Eller er det bare en heldig iagttagelse, et vilkårligt øjeblik fanget ved et tilfælde? Måske. Er det et intuitivt udtryk for krativitet? Lige nøjagtig. Eller destillationen af år brugt på at se, opleve og tænke fotografi.

George Awde

”Life’s single lesson: that there is more accident to it than a man can admit to in a lifetime and stay sane”

- Thomas Pynchon, V

Ok, så hvordan finder jeg mening i den endeløse strøm, tågen, som dækker livet her og nu? Hvordan ser jeg igennem den, hvordan krydser jeg den grænse? Går jeg ned ad gaden og tager billeder af fremmede, laver jeg et drama-tableau med mine venner, fotograferer jeg kun mine elskede, min familie, mig selv? Eller måske skulle jeg bare fotografere landskabet, klipperne og træerne – de bevæger sig ikke, beklager sig ikke og slår ikke tilbage. De gamle huse? De nye huse? Tager jeg til en krigszone på den anden side af jorden, eller går jeg bare hen til kiosken henne på hjørnet, eller skal jeg simpelthen blive på mit værelse?

Ja, ja og ja. Det er nogle af de valg, du har, men lad det nu ikke stoppe dig. Vær bevidst om det, men kør ikke fast i det. Slap af – det er alt og overalt. Du vil finde det, og det vil finde dig, bare start, på en eller anden måde, på en hvilken som helst måde, men: start.

Jo, men burde jeg ikke have et tydeligt, sammenhængende tema; jeg er da nødt til at vide, hvad det er, jeg laver, først? Det ville være dejligt, men jeg tvivler på, at Robert Frank vidste, hvad det hele handlede om, da han begyndte, eller for den sags skyld Cindy Sherman eller Robert Mapplethorpe eller Atget eller … så du skal ikke forvente det. Jo mere det er planlagt i forvejen, jo mindre plads er der til overraskelser, til at verden kan tale tilbage, til at ideen kan finde sig selv og samtidig tillade ambivalens og flertydighed at sive ind, og sommetider er det vigtigere end vished og klarhed. Værket siger ofte mere, end hvad kunstnerens ved.

Ok, men mit fotografi passer ikke altid til pæne, sammenhængende projekter, så måske skulle jeg bevæge mig frit rundt i verden, uhindret, i stand til at fotografere lige hvad det skal være, hvornår det skal være: himlen; mine fødder; kaffen i min kop; blomsterne, som jeg lige har bemærket; mine venner og kærester, og, fordi det alt sammen er mit liv, vil det da helt sikkert give mening? Måske. Sommetider fungerer det, sommetider viser det sig favorabelt, men helt ærlig; det er dit valg, for du har også friheden til ikke ”at give mening”.

Caitlin Teal Price

”So finally even this story is absurd, which is an important part of the point, if any, since that it should have none whatsoever seems part of the point too”

- Malcolm Lowry, Ghostkeeper.

Ok, jeg har behov for noget tid til at tænke over det. Til at tillade mig selv den frihed en kort tid. Et par år. Måske finder jeg ikke mit svar, men jeg vil være omgivet af andre, som forstår dette spørgsmål, som er nået til et tilsvarende punkt. Måske starter jeg det forkerte sted eller af de forkerte grunde – fordi jeg kunne lide kameraer; fordi jeg troede, at fotografi var en let mulighed, men hvis jeg er tvunget til at forsøge, vil jeg måske falde over en lille ting, som giver mening for mig, eller som bare føles rigtig. Hvis jeg koncentrerer mig om det, vokser det måske og begynder på en stille og ubeskrivelig måde at betyde noget. Som hvis man fotograferer arabiske amerikanere i USA som mennesker med liv og håb og familier og følelser, heteroseksuelle, homoseksuelle, unge, gamle, med al den menneskelighed, som Hollywood aldrig tildeler dem. Eller de sorte i New Haven, der udfører uforklarlige, muntre, teatralske karikaturer, som sprænger mine fordomme i tusinde stykker. Eller sjove-foruroligende-triste gentagelser af et snapshot af min tidligere kæreste. Eller det anonyme forstadslandskab oppe nordpå på en måde, der udfordrer de spektakulære billeder, vi har hang til. Eller … hvordan kvinder bruger vores kroppe til at udstille, hvem vi tror, vi burde være, or …

David La Spina

”A novel? No, I don’t have the endurance anymore. To write a novel, you have to be like Atlas, holding up the hole world on your shoulders, and supporting it there for months and years, while it’s affairs work themselves out …”

- J. M. Coetzee, Diary of a Bad Year.

Og forhåbentlig vil jeg fortsætte med det og udvikle det, for det er det værd. Fortsætte fordi det har betydning for mig, når andre ting ikke betyder så meget: jobbet som jeg har for pengenes skyld, den redaktionelle opgave, modeoptagelsen. Så en dag vil det være tilstrækkeligt fuldgjort til, at jeg kan tro på, at det er færdigt. Lavet. Eksisterer. Afsluttet. Og på sin egen måde: et bidrag og al den anstrengelse og frustration og tid og penge vil forsvinde væk. Det var det værd, fordi det er noget virkeligt, som ikke eksisterede, før du fik det til at eksistere: et sansende, kraftfuldt, følsomt kunstværk, som siger noget om denne verden og dine medmenneskers plads i den. Er det ikke smukt?

Oversætterens note:

- Udtrykket ”An intuitive expression of liquid intelligence”, som Paul Graham benytter i 3. afsnit, har jeg oversat til  “et intuitivt udtryk for kreativitet” efter at have konsulteret:

Wikipedias artikel om Intelligens,

Kottke.org’s artikel “An intuitive expression of liquid intelligence“.

Teksten har vi set hos American Suburb X (men den kan også læses på Paul Grahams egen hjemmeside), og vi har sat Bo Kaj Nesmoht til at oversætte til dansk efter sine bedste evner.

Og Paul Graham? Han er såmænd en af Englands mest bydningsfulde, nulevende fotografer og samtidig en velovervejet, teoretisk kapacitet. Tjek hans omfangsrige og generøse hjemmeside … og så må vi hellere resevere plads til et indlæg om ham på et senere tidspunkt.

Vi når lige endnu en video, som vedrører vores netop afsluttede efterårsforløb, nemlig lidt dokumentation af  afslutningsudstillingen, som også denne gang fandt sted lidt længere henne ad Mejlgade i nr 39.

Videoen når ikke nye kunstneriske højder men kan dog give et indtryk, både af ferniseringsdagen og af selve udstillingen.

Endnu en opsamling fra efterårssemesteret i dette jubilæumsindlæg – nr. 300 her på bloggen – og denne gang drejer det sig om en lille stemningsrapport fra skolens sort/hvid-mørkekammer, hvor vores udsendte medarbejder fangede Mikkel Ring i færd med at kopiere et billede fra sin Grønlandsserie. Det kom der denne lille, meditative videodokumentation ud af.

Vi har taget hul på et nyt år, og om en uges tid starter et nyt semester på skolen. Her er dog et lille tilbageblik på et af af de mindeværdige øjeblikke fra vores netop afsluttede efterårssemester 2011, nemlig vores tur til Berlin.

Vi har gravet nogle billeder frem fra vores udstillingsrundture, taget med skolens ikke-mere-så-moderne, digitale, point and shoot kamera, og det er lykkedes os at få produceret et par videoer, som viser nogle af de bogprojekter, der blev det fotografiske resultat af turen (men desværre nåede vi ikke at få alle de fine projekter foreviget midt i den travle periode op til afslutningsudstillingen). Som supplement til den ene video foreligger der også et Issuu-dokument.

Åhh, sommer selv om det var i starten af oktober!

Opslag fra Pierre le Hors‘ bog Fireworks (som vi iøvrigt tidligere har haft et indlæg om).

Vi ønsker dig et godt nytår og håber, at vi ses igen i 2012!

For en måneds tid siden var vi nogle stykker fra skolen, der lagde vejen forbi vores elev Majas udstilling Paradise Lost på Kvindemuseet, og Bo Kaj Nesmoht snuppede videokameraet med for at forevige et par indtryk fra udstillingen (som iøvrigt kan ses et par dage endnu; til og med d. 31.12).

Se vores tidligere indlæg om begivenheden her.

Fra Bo Kaj Nesmohts samling af anonyme snapshots.

Fra redaktionens side vil vi gerne ønske vores læsere en glædelig jul. Vi venter lidt med nytårshilsnen. Det kunne jo være, at vi kan nå et par indlæg i løbet af juledagene.

God julefrokost til de af vore gamle elever, der skal mødes mellem jul og nytår!