Doug Rickard – A New American Picture
Er det William Eggleston? Eller en tidlig Stephen Shore? Eller måske Helen Levitt?
Nej, det er endnu engang Google Street View!
Denne gang er det Doug Rickard (det er ham, der har American Suburb X), der med et meget fint øje for at fange vidnesbyrd om den amerikanske nations tilstand, både kulturelt, politisk og økonomisk, har foretaget virtuelle fourageringer ind i hjertet af den amerikanske sjæl og er vendt tilbage fra computerens vildnis medbringende disse smukke trofæer, der kan måle sig med førnævnte ikoniske fotografer.
Man fornemmer hans forsøg på at indskrive sig i den klassiske amerikanske tradition, hvor fotografen begiver sig ud på landevejen med kameraet og via et samlet værk af billeder, indfanger og fastslår den amerikanske identitet på et givent tidspunkt.
Waker Evans’s American Pictures (er Rickards titel på sin serie mon ikke en reference hertil?), Robert Franks The Americans, William Egglestons William Eggleston’s Guide og Los Alamos, Stephen Shores American Surfaces og Uncommon Places, Joel Sternfelds American Prospects og måske i nyere tid Alec Soths Sleeping by the Mississippi for nu bare at nævne nogle repræsentanter for denne klassiske genre.
Okay, måske skal vi lige vente med at placere Doug Rickards serie i den sammenhæng. Der mangler trods alt lidt endnu – men Deres Undertegnede kan faktisk godt se tegningen og mulighederne med Google Street View … og det er da knapt så anstrengende og omkostningsfyldt at sidde derhjemme ved computeren med en kop kaffe og lidt blødt brød, mens man farter på kryds og tværs af det amerikanske kontinent på jagt efter de ultimative snapshots.
Var det ikke en idé for dig at prøve? Eller hvad med en tilsvarende dansk variant?
Doug Rickard har iøvrigt fået udgivet et udpluk af sine billeder som en eksklusiv bog i det begrænsede oplag af 250 stk. (signerede og nummerede) hos White Press (der ejes af Markus Schaden, som også har den fine fotoboghandel Schaden.com i Köln), og bogen er såmænd kåret som en af årets bedste fotobøger i 2010 i det tilbagevendende ekspertpanel hos Photoeye. Pris: 99,- euro, og det ser ikke ud til, at der er helt udsolgt endnu!
Og nej, det er, som vi antydede i starten af indlægget, ikke første gang vi har haft Google Street View på programmet – se også her!
Update d. 5.3.11: British Journal of Photography har en interessant artikel om projektet her.
Update d. 8.3.11: … Og Daylight Magazine har en artikel om Doug og Google Street View her.
Tilføjet den 18. oktober 2011:
Laurence Demaison
Laurence Demaison‘s fotografiske serier består næsten alle af selvportrætter, og hun anvender udelukkende analogt fotografi uden nogen manipulation i efterbehandlingen (bortset fra en kemisk omvendelse af filmen i enkelte serier).
Darren Campion skriver på The Incoherent Light følgende om Laurence Demaisons univers:
It’s perhaps true that you are not yourself, your presence, but something else – a fragile series of reflections that happen to occur in one moment, just a frame for the abstractions of your being. In her numerous photographic works Laurence Demaison shapes a relentless study of identity as some bottomless depth covered by nothing more than our bodies and the narrative of what we have lived; you try to remove the mask and part of your own face comes along with it. Yet the camera does not create or reveal these subtle distortions of perspective, it is merely an analogue for the uncertainty of what we see – the burden of having to live and think of ourselves in images. Demaison’s use of the self-portrait as a form is not really about introspection; photography allows for a disappearance into the physical multiplicity of her own image, becoming nears the kind of absence we otherwise only suspect – in seeing the image we do not see “her” at all, but instead the very idea of self, it’s limit. She is her own disguise, engaging with some of the most troubling aspects of our subjectivity. It would be a mistake though to think of her as elaborating an infinite number of possible selves, with none of them being authentic or “real” in any way, as is the critical orthodoxy we have grown accustomed to in recent years – Demaison’s position is more complex than that view allows for, more disturbing even. They clamour for attention, this riot of selves, undeniable in their traumas and their pleasures, all real, viscerally real, or more correctly what can be called “real” about them is the deep absence that each of them suggests and which cannot in turn be represented, the absence of any certainty for who we are outside of those images we have of ourselves.
Billerne herunder er et lille udsnit af de mange billeder i adskillige af hendes serier, udvalgt efter Deres Skribents smag. Tjek selv flere på hendes hjemmeside.
Andreas Gursky
Mens vi venter på, at filmen “Long Shot Close Up” om Andreas Gursky skal udkomme på dvd (skulle iflg. rygterne ske engang i marts måned), kan vi jo passende se et par af hans billeder og tjekke den film, som vi tror er “Long Shot Close Up”-filmen. Vi er nemlig ret sikre på, at det er den første film i 4 dele, som ligger herunder.
Under alle omstændigheder er den anbefalelsesværdig, men vort tyskkyndige publikum vil nok få mest ud det, selv om en del af filmen følger ham “på arbejde” – både “on location” og i redigeringsprocessen (mon ikke dvd’en kommer med engelske undertekster). Et af de andre klip er fra samme film, men i bedre opløsning. Det er billedet herunder, han arbejder på, mens vi følger ham i filmen.
Ellers er der et par andre videoer om ham – den sidste viser, hvordan man “med et snuptag” lige kan lave sig sit eget Gursky-billede ved at kopiere den fremgangsmåde, han bruger, når han henter materiale fra Google. Fikst.
Og hvem er den gode Hr. Gursky så? Såmænd bare verdens dyrest-sælgende fotograf jvf. vores tidligere indlæg her! (… og alene af den grund kan det jo være smart nok, om man kunne aflure et par tricks ;-))
Men derforuden er han også en meget interessant kunstner, uddannet fra den berømte “Düsseldorf-skole” som elev af professorparret Bernd og Hilla Becher.
Hvor andre fotografer/kunstnere opererer med begreber som identifikation, indlevelse og nærvær, ja, så går Gursky (og Düsseldorf-skolen) i en anden retning.
Hans billeder fremstår nøgterne, nærmest kølige. Han fjerner sig fra sit motiv, hæver sig over det, og fokuserer bl.a. på store menneskemængder, komplekse bygningskonstruktioner, industrielle rum, økonomiske magtcentre og store landskaber, hvori mennesker næsten forsvinder.
Men altid så der i det enkelte billede skabes både et mikro- og et makrounivers, en kombination af orden og kaos, afhængig af i hvilken afstand man betragter billedet.
Andreas Gurskys univers koncentrerer sig ikke om det enkelte menneske, men derimod om de komplekse strukturer, som udgør det moderne liv, påvirket som det er af kapitalisme og globalisering. I det spil bliver individet ubetydelig; en lille brik i en større sammenhæng. Og hans billeder bliver til kritiske og bidende kommentarer til de kulturelle og økonomiske realiteter i verden af i dag.
Hvor hans tidlige billeder var umanipulerede fotografier, har han siden 1990’erne benyttet sig af en digital efterredigering og manipulation.
Andreas Gurskys udstillingsbilleder er store, så når man står foran dem, føler man sig selv en smule ubetydelig. Man kan bevæge sig tæt på eller længere væk og dermed oplever vekselvirkningen af orden og kaos, mikro og makro. De billeder vi viser her er alle ret store, så du kan trykke på dem et par gange og selv opleve lidt af effekten.
Vodpod videos no longer available.
Diane Arbus
Inden Diane Arbus i 1971 i en alder af 48 år begik selvmord, havde hun skabt en betydelig samling af fotografier.
Hendes nådesløst direkte portrætter af mennesker, der levede på randen af den sociale accept, og af “normale”, der blev fotograferet, så sprækkerne i deres offentlige masker klart blev synlige, var kontroversielle allerede dengang, de blev lavet, og selv om Diane Arbus kun har vundet i anerkendelse siden sin død, så hun i dag fremstår som en af de store i amerikansk fotografi, har hendes billeder ikke mistet deres grænseoverskridende og foruroligende aura.
I dokumentarfilmen herunder – den er fra 1972, året efter hendes død – fortælles med hendes egne ord om process, tanker og visioner i forbindelse med hendes fotografiske virke, ligesom forskellige personer med tilknytning til hende giver deres besyv med (bl.a. Doon Arbus (hendes datter), Lisette Model og John Szarkowski).
Se en fin præsentation af et udvalg af hendes fotografier her, læs en dansk artikel om hende her, læs et Joel Meyerowitz– interview om hende her, og læs en artikel om hende i American Suburb X. Her er en ret fin “tidslinie” over hendes liv.
Det sidste billede viser Diane Arbus “på arbejde” – fotograferet af Gary Winogrand.
Det andetsidste er er et af hendes tidligere billeder (1962), fra før hun udviklede sin karakteristiske kvadratiske fotografier med de “uperfekte” kanter (som i virkeligheden er ret så perfekte til hendes billeder!).
Irina Werning – Back To the Future
PANCHO i 1983 & 2010, Buenos Aires
Argentinske Irina Werning har i serien Back To the Future haft næsen nede i sin families og sine venners gamle fotoalbums.
Herefter har hun forsøgt at replikere gamle portrætfotos ved at iscenesætte og fotografere de nu ældre hoved-personer i de samme positurer og så vidt muligt med samme slags tøj og på samme sted som i de gamle fotos. Selv det gamle fotografis fysiske kvalitet er forsøgt efterlignet.
Selv om vi bliver ældre, forbliver vi på mange måder den samme … siger billederne vist.
Der er flere billeder i serien på hendes hjemmeside.
FLOR, MALE og SIL i 1983 & 2010
FER i 1970 & 2010, Buenos Aires
IAN i 1984 & 2010, London
LUCIA i 1956 & 2010, Buenos Aires
.
LA NEGRA i 1980 og 2010, Buenos Aires
ATO i 1992 & 2010, Buenos Aires
MECHI i 1990 & 2010, Buenos Aires
BENN og DAN i 1979 & 2010, London
TOMMY i 1977 & 2010, Buenos Aires
Lulu og G i 1980 & 2010, Buenos Aires
FLO, MARIA og DOLORES i 1979 & 2010
IRINAs forældre i 1970 & 2010, Buenos Aires
MARITA og COTY i 1977 & 2010, Buenos Aires
MARINA i 1988 & 2010, Buenos Aires
LALI i 1978 & 2010, Buenos Aires
OSCAR i 1978 & 2010, Buenos Aires
Fotografisk Skoles Blog 
leave a comment